Har du svært ved at finde ud af, hvilke virksomheder du skal henvende dig uopfordret til? Så har vi et godt LinkedIn-trick til dig. Eller mere præcist: Et trick, hvor du kombinerer data fra LinkedIn med Jobindex og evt. NN Markedsdata.

Måske har du som jobsøger til tider oplevet, at det kan være en udfordring at finde ud af, hvilke virksomheder der kunne være relevante at søge hen imod i din uopfordrede jobsøgning.

Du ved, at der er omkring 1,5 mio. CVR-registrerede virksomheder (eller vidste du egentlig det?), men hvordan er det nu lige, du finder de virksomheder, der er mest relevante for dig?

Det er lige præcis det, vi gerne vil vise dig i denne artikel.

Værktøjerne

Ingredienslisten til dette lille jobsøgnings-hack er:

  • LinkedIn-profil
  • Jobindex’ arkiv-funktion
  • Evt. NN Markedsdata (kræver særlig adgang til denne database)

Sådan gør du på LinkedIn

Gå ind på LinkedIn-siden for den uddannelsesinstitution, som du er uddannet fra.

I dette eksempel bruger vi Aalborg Universitets side. Inde på deres LinkedIn-side klikker du på knappen Se Alumner. Herefter vil du få følgende oversigt:

På denne fane har du 5 forskellige parametre – fordelt på 2 sider – som du kan søge på:

  1. Hvor de bor (region/geografi)
  2. Hvor de arbejder (virksomhed)
  3. Hvad de laver (arbejdsområde såsom uddannelse, ingeniørarbejde osv.)
  4. Hvad de studerede (økonomi, kommunikation generelt osv.)
  5. Hvad de angiver som kompetencer (Project management, Microsoft Office, Management mm.)

Længere nede på siden kan du også se, hvilke af dine forbindelser, der har studeret på det pågældende universitet.

De fem parametre kan du nu kombinere efter forgodtbefindende.

I dette eksempel har vi kombineret Hvor de bor (Region Nordjylland & Region Midtjylland) med Hvad de studerede (Kommunikation, generelt):

Ud fra vores kombination kan du se, hvilke virksomheder de arbejder i lige nu, hvilke kompetencer de besidder (på deres LinkedIn-profil), og hvordan I er forbundet (se forbindelserne i 1. led forneden).

Når du har snuset lidt rundt i oversigten, kan du jo starte med at lave en liste med 5-10 interessante virksomheder. Og så skal du ellers over i Jobindex’ arkiv.

Nice to know: Du kan også søge efter det tidsinterval for, hvornår kandidaterne har været indskrevne på uddannelsen.

Sådan fortsætter du i Jobindex & eventuelt NN Markedsdata

Når du har udarbejdet en liste på 5-10 interessante virksomheder, kan du inde på Jobindex søge efter tidligere jobopslag fra virksomheden i arkiv-funktionen. På denne måde finder du af, hvilke arbejdsopgaver de løser, kvalifikationer der er vigtige, og hvordan kulturen er i virksomheden.

Du søger i arkiv-funktionen ved at trykke på Flere søgemuligheder.

Jobindex arkivfunktion

Dernæst skriver du virksomhedens navn og vælger arkiv under Opslagsdato. I dette tilfælde har vi søgt på Siemens:

Jobindex arkivfunktion kan bruges i uopfordret jobsøgning

Herefter skal du angive et datointerval.

Nu har du en lang række jobannoncer, som du kan læse igennem for at samle inspiration til at målrette din uopfordrede jobsøgning.

Af de fleste jobannoncer fremgår det også, hvem der var kontaktperson på den tidligere opslåede stilling. Søg derfor også på kontaktpersonen inde på LinkedIn for at finde ud af, om I har fælles netværk af en art.

Alternativt, eller som supplement til din eksisterende virksomhedsliste, kan du også søge efter branchen i NN Markedsdata, hvis du har adgang til denne database. Det vil give dig et ekstra udvalg af potentielt relevante virksomheder.

Læs mere om uopfordrede ansøgninger her!

Når du har fundet frem til virksomhederne…

… er det ellers ”bare” at gå i gang med den uopfordrede jobsøgning og at køre en kampagne målrettet den pågældende virksomhed – eller måske endda den pågældende branche.

NB: Vi vil gerne understrege, at det er vigtigt, at en uopfordret kampagne-strategi ikke munder ud i spam-agtige kampagner, hvor du henvender dig uforberedt og forhastet til de enkelte virksomheder.

Hvis du bruger ovenstående trick, bliver din uopfordrede jobsøgning pludselig lige så kvalificeret som dine opfordrede ansøgninger. Du har i hvert fald de samme oplysninger til rådighed.

Savner du inspiration til din uopfordrede jobsøgning?

Så har vi tre eksempler fra andre jobsøgere, der kastede sig over den uopfordrede jobjagt:

Stephen sendte et nyhedsbrev…

Arny ringede til virksomheden…

Kasper skrev en mail…

Og skulle det ikke give dig anledning til at søge uopfordret lige med det samme, så får du i hvert fald noget inspiration til andre arbejdsområder eller funktioner, som du også kan varetage med din uddannelse eller din interesse for bestemte arbejdsområder.

3 hurtige: Sådan bruger virksomhederne LinkedIn i deres rekruttering

  • 42% af virksomhederne bruger LinkedIn som rekrutteringskanal
  • 67% af virksomhederne bruger LinkedIn som researchkanal til at undersøge kommende medarbejdere
  • 37% af de store private virksomheder har UDELUKKENDE brugt LinkedIn eller et andet socialt medie som rekrutteringskanal
Kilder: Rekrutteringsanalysen 2015 & 2016