Jobsøgning som nyuddannet: Sådan fik Signe job gennem sit netværk

4 min. læsetid
20. april 2017

 

Hvad gør man, når man er nyuddannet, jobsøgende akademiker med begrænset netværk og begrænset erfaring fra den anden side af universitetsmurene? Det giver Signe dig svar på i dagens inspirations-historie.

Allerede kort tid efter Signe blev færdiguddannet cand.scient. i Molekylær Medicin, blev hun ansat i en midlertidig tre måneders stilling hos sin specialevejleder på Molekylær Medicinsk Forskningsenhed (Aarhus Universitetshospital). Og derefter stod den ellers på jobsøgning.

”De første måneder som jobsøger søgte jeg primært jobs, som var slået op på diverse jobportaler. Jeg havde også haft succes med at ringe på opslåede stillinger, men det var primært noget, jeg gjorde på de få opslag, jeg virkelig gerne ville til samtale på. Derudover havde jeg kontaktet enkelte i mit netværk, som havde relevans for nogle af de jobs, jeg havde søgt, ” fortæller Signe.

Hvad var dine største udfordringer i jobsøgningen, Signe?

  • At finde de jobs, som var relevante at søge for mig: Min uddannelse er ikke så afgrænset, og det kan være svært at finde ud af, hvilke søgeord man skal bruge for at finde de rigtige jobopslag.
  • At afklare mine kompetencer – især i forbindelse med udformning af CV og ansøgninger.
  • At jeg ikke har nogen erfaring fra et “rigtigt” job. Især manglende erfaring er tit årsagen til at man i sidste ende kan blive valgt fra, hvilket kan være frustrerende, når man er helt nyuddannet.  
 

En god samtale-starter

Desværre kastede de første måneders jobsøgning ikke noget konkret af sig, og efter 2 måneders ledighed begyndte Signe på et jobsøgningskursus hos ballisager – et forløb, der fik sat særligt godt skub i én, bestemt del af Signes jobsøgning: de gode opkald til virksomhederne.

”I løbet af de to uger hos ballisager delte de andre jobsøgere på holdet ud af deres erfaringer med bl.a. uopfordret jobsøgning, og samtidig var Thomas (red. ballisagers konsulent) enormt god til at motivere os. Så det gav mig mod på både at ringe på flere af de opslag, jeg søgte, men også for aktivt at ringe uopfordret til virksomhederne, dvs. uden at det var et job, der var formålet med opkaldet. Og det gav mig rigtig mange gode, positive tilbagemeldinger, da jeg praktiserede det efterfølgende, ” siger Signe.

I sin uopfordrede jobsøgning benyttede Signe sig af en god gammel Jobindex-finte for at få kontakt til nogle af de mennesker, der plejer at ansætte ”sådan en som hende”.

”Jeg søgte på gamle jobopslag i arkiv-funktionen på Jobindex for at finde frem til telefonnumrene på de folk, som stod for de opslag, der virkede interessante og relevante for mig. Derefter ringede jeg og tog en generel snak med dem om tidligere jobopslag, og spurgte faktisk direkte, om de kunne forestille sig at ansætte folk med min profil. Det var faktisk en god indfaldsvinkel til at starte en samtale og få dem til at spørge ind til mig og min baggrund, ”bemærker Signe.

 

Signes Jobindex-finte

  • Tryk på ”Flere søgemuligheder”
  • Vælg ”arkiv” under ”opslagsdato”
  • Søg på en stilling og/eller jobkategori fra arkivet
  • Kig på indholdet af disse stillinger og brug det i din uopfordrede jobsøgning
  • Tag evt. kontakt til kontaktpersonen fra stillingsopslaget for at blive klogere – men altid med respekt for din modtagers tid.
 

En tidligere kollegas kollega gav mig kontakten

Men det var ikke kun opkaldene, som Signe fik skærpet i sin jobsøgning – netværket blev også aktiveret på en ny måde. Signe sørgede for, at venner og omgangskreds var klar over, at hun nu var jobsøgende. Og så var hun særligt opsat på at udvide sine jobsøgningsmuligheder, når hun forhørte sig i sit netværk

”Jeg brugte særligt mit netværk til at udvide min horisont af mulige arbejdsgivere, for det er ikke altid let i mit fag at vide, hvor det helt konkret er relevant at søge arbejde. Vi har nemlig ikke en fast titel som sådan,” forklarer Signe.

Det målrettede netværksarbejde gav efter kort tid et konkret afkast. Ligesom med så mange andre jobsøgningsaktiviteter, gik indsats og timing op i en højere enhed.

”Jeg fik kontakt til min nuværende arbejdsgiver, Fertin Pharma, igennem en tidligere kollega fra min tid på Molekylær Medicinsk Forskningsenhed. Som udgangspunkt var jeg interesseret i at vide, hvordan hun syntes, det var at arbejde hos Fertin Pharma. Men under vores snak fandt jeg tilfældigvis ud af, at hun skulle på barsel snart, så jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne spørge ind til muligheden for et barselsvikariat.”, ” fortæller Signe.

 

 

To mails. To samtaler. Seks dage. Og ét fuldtidsjob.

Efter kontakten med sin tidligere kollega, fik Signe mailadressen på en relevant kontakt hos Fertin Pharma, som hun sendte en mail til. Da Signe nogle uger senere fulgte op på korrespondancen, gik det pludselig rigtig stærkt.

”En tirsdag fik jeg en e-mail, hvor jeg blev spurgt, om jeg havde lyst til at komme forbi til en samtale den efterfølgende onsdag – og det havde jeg selvfølgelig. Jeg fik svar samme onsdag, og de syntes, at samtalen var gået ligeså godt, som jeg selv mente. Derfor blev jeg allerede torsdag kaldt ind til en 2. samtale, hvor ansættelsen kom på plads. Til min glæde var det ikke blot et barselsvikariat men en fast stilling. Jeg startede den efterfølgende mandag i mit nye job hos Fertin Pharma, ” forklarer Signe.

Hvad synes du, der skal til for, at det er et godt opkald (på en opslået stilling)?

  • Kandidaten stiller spørgsmål, hvor svaret ikke fremgår af annoncen (79%)
  • Kandidatens spørgsmål afspejler, at denne har sat sig ind i virksomheden (67%)
  • Kandidaten udviser en autentisk motivation for stillingen (62%)
  • Opkaldet er kort (18%)
  • Kandidaten omtaler fælles netværk, der har anbefalet vedkommende at ringe (11%)
  • Kandidaten ringer og præsenterer sig selv og sine kompetencer (9%)
Kilde: Rekrutteringsanalysen 2016
 

Brug dit netværk – OGSÅ dem i periferien

Vi har spurgt Signe, hvilket godt netværksråd hun ville videregive til andre nyuddannede, der måske også står med et begrænset netværk på hånden:

”Mit bedste netværksråd til nyuddannede er klart, at de ikke skal være bange for at tage perifere kontakter op. Jeg havde ikke rigtig kontakt til min tidligere kollega, men tænkte at jeg kun havde alt at vinde ved at kontakte hende. Så go for it, ” slutter Signe.

Og Signe har nok en pointe. I hvert fald bruger knap hver tredje virksomhed deres netværk, når de skal ud og rekruttere nye medarbejdere – måske du bliver den næste, der får arbejde gennem dit netværk?