Seniorer er upopulære på arbejdspladsen

3 min. læsetid
04. september 2023

 

”Okay, boomer”. Er du nogensinde blevet mødt af den sætning? Eller har du måske taget dig selv i at tænke den om din ældre kollega? Så er du én af mange, som mærker til seniorers lave popularitet på arbejdspladsen. 

 

Danske arbejdspladser fortæller, at seniorer er den mindst populære aldersgruppe (Rekrutteringsanalysen 2023). Når virksomheder bliver adspurgt om, hvilken aldersgruppe, der fungerer bedst på deres arbejdsplads, er resultatet for arbejdsstyrken på 55+ år nedslående: Kun 2 % mener, at denne aldersgruppe fungerer bedst. Til sammenligning får de 41-54-årige en ”popularitetsscore” på 15 %.

Spørgsmålet er, hvorfor seniorerne vurderes at fungere så ringe på arbejdspladserne. Og her er det oplagt at kaste et blik på, hvor godt de løser deres arbejdsopgaver. Den åbenlyse grund til, at seniorerne får så lunken en vurdering, kunne være, at de fagligt sakker bagud i forhold til de yngre, adrætte og knivskarpe arbejdsheste, ikk’? …

… Nej, hov – vent lige et øjeblik.

Dykker vi ned i forskningen, er der bred enighed om, at der i det samlede billede ingen sammenhæng er mellem alder og jobperformance. Alder i sig selv er altså ikke en indikator på, om man kan udføre sit job.

 

En klapjagt på ældre eller et attitude-tjek

Men hvis seniorerne udfører et top-notch stykke arbejde – hvorfor så den lave vurdering blandt virksomhederne?

Svaret skal måske findes i seniorernes lange tid på arbejdsmarkedet: De har typisk gennem deres år på arbejdsmarkedet oparbejdet en imponerende mængde erfaring. Dén erfaring kan være guld værd for en virksomhed. Men den kan også være en hæmsko for relationerne til andre – måske en del yngre – kolleger.

Administrerende direktør i Konsulenthuset ballisager, Morten Ballisager, fortæller:

”Seniorerne er ikke kun upopulære ved jobsøgningsdøren, men nu ser vi altså, at de også mødes med nogle forbehold ude på arbejdspladserne. Det kan handle om, at de til tider kan føles erfarne og en kende belærende overfor andre aldersgrupper.”

Og en belærende attitude kan virke forstyrrende på en arbejdsplads, hvor mange forskellige mennesker skal arbejde sammen.

Seniorer på arbejdspladsen
 

Pak den ikke væk – vis dens bedste sider frem

At seniorerne har ry for at virke belærende, er ikke grebet ud af den blå luft. For når vi spørger virksomhederne, hvad deres bedste råd til en jobsøgende 55+-årig vil være, går følgende igen: Fokusér på din motivation og dine kompetencer frem for din erfaring.

Hvis du er 55+, kan det måske godt lyde kontraproduktivt og måske endda uretfærdigt, at du sådan skal pakke din værdifulde erfaring ned i lommen, så de andre ikke bliver sure.

Det anbefaler vi heller ikke.

I stedet for at pakke den i lommen, så tag et godt kig på den og udvælg dé dele af den, du kan bruge på din specifikke arbejdsplads. For det kan godt være, at du kan fylde lommerne til randen med erfaring. Men du har også mange års motivation, kompetencer og kampgejst i dig. Og dét kan du have stor gavn af at vise din arbejdsplads.

Hvis du er leder og oplever knas i maskineriet med din ældre medarbejder: Måske er hun slet ikke bevidst om, hvordan hendes erfaring kan være en hæmsko på arbejdspladsen. Tværtimod har hun en oplevelse af, at arbejdspladsen samlet set har brug for flere af hendes ”slags”. Forestil dig, at hun har været så længe i gamet, at hun har set – og selv begået – en million fejl i forbindelse med opgaveløsningen, så nu er hun faktisk så toptunet, hun overhovedet kan blive.

Og så kan hun kun se til, mens hendes yngre og mindre erfarne kolleger begår fejl … på fejl … på fejl. Dét lyder da frustrerende, gør det ikke?

 

Bevidsthed om biases

Vi bliver ældre og ældre, pensionsalderen skubbes gang på gang, og der er udsigt til, at danskerne bliver mange flere år på arbejdsmarkedet end tidligere. Og mange vil også gerne bidrage på arbejdsmarkedet. Så uanset alder er vi nødt til at stille os ind på hinanden og være bevidste om vores egne biases og udfordringer hvad angår alder. Så bliver vores arbejdsliv også lidt sjovere at leve.