Spørgsmål til jobsamtalen: 10 typiske spørgsmål – og hvordan du kan svare på dem

9 min. læsetid
18. januar 2024

 

 

Tillykke – du er inviteret til jobsamtale! Nu gælder det om at forberede dig på spørgsmål til jobsamtalen.

Få ting er så sikre som jobsamtalers struktur. De fleste af dem foregår efter en ganske bestemt formel. Der bliver givet hånd (medmindre vi selvfølgelig befinder os midt i en pandemi – så vinker vi til hinanden på Teams eller bumper akavet albuerne mod hinanden), der bliver tilbudt kaffe eller te, og samtalen går i gang.

Her er det så sikkert som tung portvin til en 70-års fødselsdag, at du bliver stillet spørgsmål, som du kan forberede dig på hjemmefra. Du kommer ikke til at kunne forberede dig og svare perfekt på alle spørgsmål, og det er der heller ingen, der forventer. Heller ikke intervieweren. Det vigtige er, at du får styr på the basics, så du føler dig selvsikker nok til at vise, hvorfor netop du skal ende med et jobtilbud.

Svar ærligt og åbent på spørgsmålene og lad din motivation skinne igennem. Så skal det nok gå godt.

 

Du bliver ofte stillet følgende 10 spørgsmål til jobsamtalen:

Vil du starte med at fortælle lidt om dig selv?

Ja, det vil du selvfølgelig gerne. Du har nemlig forberedt en lille tale – eller en pitch, om man vil – om dig selv hjemmefra.

Her har du mulighed for at give intervieweren på den anden side af bordet et godt billede af, hvem du er – og hvorfor de skal vælge dig til jobbet. Denne lille tale kaldes også en elevatortale, fordi den skal kunne leveres på den tid, som det tager at køre op og ned i en elevator.

Til jobsamtalen har du den fordel, at du ikke er afhængig af, at elevatordørene går op, før dine tilhørere når at høre om alle dine fortræffeligheder. Talen om dig til jobsamtalen kan derfor vare fra 30 sekunder og op til 1,5 minut. Hvis du går meget over den tid, skal indholdet af din talestrøm være yderst relevant for situationen. Ellers kan du risikere, at intervieweren får en opfattelse af, at du er selvfed, kedelig eller endnu værre: Begge dele.

Du har mulighed for at give dig selv en flyvende start på samtalen, hvis du forbereder en stærk pitch. Når du allerede her giver dig selv en succesoplevelse, får du energi til resten af jobsamtalen.

Kom ind på:

  • Din erfaring og motivation for jobbet
  • Dine mål for fremtiden
  • Evt. din uddannelse (og her siger vi “evt.” fordi det er ganske irrelevant, om du blev uddannet klejnsmed i Varde i 1994. Siden da har du samlet læssevis af erfaring og motivation op, så det bliver nemt bagudskuende at fortælle om din uddannelse. Hvis du blev nyuddannet inden for noget, der er relevant for jobbet, og inden for de seneste par år, kan du godt nævne det).

Sørg for at gøre indholdet relevant for den søgte stilling. Vis, at du er topmotiveret ved at eksemplificere, hvordan din erfaring kan bruges – også selvom erfaringen ikke kan overføres 1:1. Rekrutteringsansvarlige finder motivation (73 %) langt mere relevant end erfaring (18 %), når de har kandidater til samtale. Så lad det skinne igennem, at du brænder for stillingen. Hvis du fx som uddannet grafiker søger en stilling som kommunikationsmedarbejder i en B2B-virksomhed, kan talen lyde noget i stil med:

”Jeg kunne slet ikke lade være med at søge den her stilling, fordi den virkelig beskriver, hvad jeg gerne vil arbejde professionelt med. Jeg har arbejdet med design af fødevareemballage i mange år og senere med hjemmesidedesign på et bureau. Kommunikationsdelen af det grafiske arbejde tiltrak mig, så jeg har taget flere marketing-relaterede kurser i bl.a. skriftlig kommunikation og marketingstrategier i B2B. Det har givet mig mulighed for at prøve nogle ting af. Fx var jeg med i udarbejdelsen af teksterne til flere landing pages og bidrog med input til udarbejdelse af en samlet indsats i lanceringen af nye hjemmesider. Kommunikation inden for B2B er noget, jeg ser mig selv arbejde med langt ud i fremtiden, især fordi jeg også har flair for det grafiske aspekt af det. De to spiller jo oftest sammen i praksis. Og det ved jeg, at I her i virksomheden arbejder med, bl.a. i jeres kampagne i foråret, hvor I både brugte fysisk print og sociale medier til at lancere de nye produkter. Det vil jeg vildt gerne arbejde videre med.”

Hvorfor har du søgt jobbet?

Svaret på, hvorfor du har søgt jobbet, kan du dele op i flere niveauer: Stillingsniveau, virksomhedsniveau og brancheniveau. Du inkorporerer alle tre ved at svare på, hvorfor 1) den specifikke stilling tiltaler dig, 2) virksomheden er interessant og 3) branchen tiltaler dig. Det sidste niveau, altså branche, er relevant, hvis du er til jobsamtale i en ny branche.

Vis, at du kan udfylde virksomhedens behov. Nævn to-tre aspekter ved jobbet, som tiltrækker dig. Og rund hver enkelt af med at forklare, hvorfor du vil være en gevinst for virksomheden i de aspekter.

Vær ærlig, men undgå negative svar. For eksempel er det uvæsentligt, om du er utilfreds med din nuværende chef, eller om du synes, at der er for langt at pendle til din nuværende arbejdsplads. Din potentielt nye arbejdsgiver er interesseret i at høre, hvorfor du brænder så meget for netop deres åbne stilling, at du har ild i øjnene af begejstring, når du taler om den. Så læg fokus på, hvor fedt jobbet er – og hvor fedt, du vil løse arbejdsopgaverne.

Hvad havde du af arbejdsopgaver i dit tidligere job?

Fortæl om dine primære arbejdsopgaver i dit tidligere/nuværende job. Her er i øvrigt en gylden mulighed for at snige nogle af dine resultater ind. Kom gerne med konkrete eksempler – især, hvis de er sammenlignelige med nogle af arbejdsopgaverne i den nye stilling.

Tilpas dine svar efter din modtager. Hvis du har fået din erfaring i en helt anden branche, bliver du måske nødt til at “oversætte” nogle fagudtryk.

Hvor ser du dig selv om 5 år?

”I en hængekøje på den andalusiske kyst med et koldt glas rosé og en tom kalender” … men det skal du nok ikke svare.

Intervieweren er med dette spørgsmål til jobsamtalen interesseret i at høre, om du forestiller dig at lægge en indsats i virksomheden mange år ud i fremtiden, og om du måske er interesseret i at avancere. Hvis du kan se en sammenlignelighed mellem virksomhedens mål og dine evner, så påpeg det – fx ved du ud fra stillingsopslaget, at de ønsker at ekspandere mod Tyskland, og du har elsket at samarbejde med tyske kunder i et tidligere job.

Gør det klart, at du er interesseret i at dygtiggøre dig i jobbet, og at du ser dig selv som del af teamet på længere sigt. Brug “vi-sprog”; selvom spørgsmålet lægger op til, at du fokuserer på dine egne ambitioner, så inddrag teamet i din fremtidsvision.

Hvad er dine svagheder?

Det her spørgsmål er tricky. Ingen har lyst til at stille sig selv i et dårligt lys – især ikke over for mennesker, som man netop gerne vil imponere. Men i stedet for at se spørgsmålet som en faldgrube, som udstiller dine usikkerheder og brister, så se det som en mulighed for at vise, at du har selvindsigt, og at du aktivt arbejder på at forbedre dig selv og dine kompetencer.

Søger du et job som lastbilchauffør, skal du nok ikke fortælle, at du er dårlig til at holde koncentrationen på længere ture. Søger du et job som leder, skal du nok ikke fortælle om din manglende evne til at uddelegere opgaver. Og søger du et job som ekspedient, skal du nok ikke fortælle om din aversion mod sure kunder.

Sørg i stedet for at fortælle om svagheder, som ikke er essentielle for, at du kan varetage jobbet. Eller svagheder, som du kan kompensere for i jobbet – eventuelt med støtte fra arbejdsgiver og team.

Tag udgangspunkt i situationer i tidligere jobs, hvor dine svagheder har kigget frem – og fortæl, hvordan du vælger at kompensere for dem. Falder det dig fx ikke naturligt at tale for større forsamlinger, kan du forklare, hvordan du overkommer nervøsiteten. Måske øver du dig regelmæssigt i at tage ordet på møder med mange deltagende. Måske bruger du særlige vejrtrækningsøvelser for at få ro på nervesystemet. Eller måske har du endda deltaget i webinarer om at holde taler.

Hvis du ikke har brugt forfærdeligt meget energi på selvudvikling og arbejde med dine svagheder, er alt ikke tabt. Det første skridt mod at forbedre sine svagheder er at være bevidst om dem. Tag ejerskab for dine akilleshæle, også selvom du ikke endnu har gjort noget aktivt for at minimere dem. For alle har svagheder. Og din kommende arbejdsgiver vil hellere have en medarbejder, der er bevidst om dem end en, der render rundt med skyklapper på og føler sig ufejlbarlig.

Hvad er dine styrker?

Nu skal der spilles med musklerne! Forbered 3-5 af dine bedste egenskaber, som matcher jobbet. Understøt med konkrete eksempler: Hvis du fx er god til at strukturere, så fortæl om, hvordan du tidligere har skabt struktur.

Hvordan arbejder du under pres?

Arbejdsgiveren afslører med dette spørgsmål til jobsamtalen, at der i den pågældende stilling vil være spidsbelastningsperioder eller, at der generelt er korte deadlines. Måske er afdelingen underbemandet, hvilket skaber ekstra arbejdspres for de resterende kollegaer. Her er det helt legalt for dig at spørge ind til, hvilken type pres, der menes.

Forklar, hvordan du tidligere har håndteret pres på arbejdspladsen (eller studiet, hvis du er nyuddannet). Giv et eksempel. Hvis du i tidligere jobs oplevede spidsbelastning op til deadlines, har du måske udviklet metoder til at håndtere dem. Måske har du taget en snak med dine kollegaer om at ændre procedurer eller arbejdsgange for at undgå deadline-stress. Eller måske er du rent faktisk bare en cool cat, der ikke lader sig ryste af lidt turbulens inden lukketid. Det vigtigste er, at du ærligt kan beskrive, hvad arbejdsgiveren kan forvente af dig i en presset arbejdssituation.

Vis, at du kender dig selv, når du bliver udsat for pres. Det er en fordel for en arbejdsgiver, at medarbejderne i et team er bevidste om deres egne reaktionsmønstre.

Hvordan har du det med at arbejde selvstændigt/i et team?

Du har sandsynligvis bl.a. søgt jobbet, fordi det passer til arbejdsmetoder, som du trives med. Derfor bør du også her kunne svare ærligt på, hvordan du har det med den/de arbejdsformer, som jobbet kræver.

Mange arbejdspladser har brug for medarbejdere, som både kan indgå i samarbejde med kollegaer og arbejde selvstændigt. Fortæl, hvordan du fungerer i forskellige konstellationer og hvordan det vil være en fordel i det konkrete job.

Hvorfor vil du arbejde hos netop os?

Måske finder du dit nuværende job utroligt kedeligt. Måske er du blevet fyret og kunne egentlig bare godt tænke dig igen at få et fast job, så du kan betale huslejen.

Men det er ikke det, intervieweren er interesseret i at høre om. I stedet skal du lægge fokus på, hvordan du matcher virksomhedens og stillingens formål. Hvad tiltaler dig? Måske er det en start up-virksomhed, som tænder en ild i din lyst til at være med til at bygge noget op helt fra starten. Måske er det en gammel institution med stolte værdier, som du gerne vil være med til at videreføre.

Vis, at du har kendskab til virksomheden. Hvis den er helt ny for dig, så tag et grundigt kig på deres hjemmeside og sociale medier. Måske kommer der interessante historier op, når du googler virksomheden? Spørg også gerne i dit netværk, hvad andre ved. Det kan hjælpe dig til at få tegnet et billede af virksomheden, som du kan se dig selv i – og så formidle det videre til jobsamtalen.

Lad det skinne igennem, at du vil passe lige ind i virksomheden og teamet.

Hvorfor skal vi ansætte netop dig?

Du føler måske, at du allerede har svaret på det her spørgsmål i samtalen. Og det har du forhåbentlig også. Så nu er det tid at opsummere, så intervieweren går fra samtalen overbevist om, at du er det rette valg til stillingen.

Gentag kort dine styrker og erfaringer og relatér dem til virksomhedens behov. Tal ud fra, hvad virksomheden vinder ved at ansætte dig.

Spørgsmålet giver dig mulighed for at give dig selv en forrygende finale og sætte trumf på. Hvis du har overskud til det, så referér tilbage til noget, I har snakket om tidligere i samtalen. Vis, at du har hørt arbejdsgiverens ønsker og behov ved at fortælle, hvordan du vil opfylde og møde dem. Fremhæv din erfaring og hvordan den kan bruges til at løse opgaverne i jobbet – men endnu vigtigere, så fremhæv din motivation. Arbejdsgiveren skal gå fra samtalen med en oplevelse af, at du virkelig vil jobbet.

Back to top
 
 

 

 

Du kommer ikke til at kunne forberede dig på ethvert emne eller spørgsmål til jobsamtalen. Men hvis du har gjort dig overvejelser om, hvad du evt. vil svare på de mest forventelige spørgsmål, har du lagt en dæmper på den værste nervøsitet.

Har du brug for flere tips til jobsamtalen? Så klik her og læs om, hvordan du forbereder dig til jobsamtalen.

 

Vil du have et dybere indblik i, hvad virksomhederne efterspørger i medarbejdere?

Så er Rekrutteringsanalysen 2023 relevant læsning for dig.

Her får du et overblik over de mest anvendte rekrutteringskanaler i 2023, de bedste råd til din jobsøgning og indblik i virksomhedspraktikken og løntilskuddets jobperspektiver.

Klik her og modtag analysen direkte i din indbakke.

 

Download e-bog - 9 overvejelser, når du vælger rekrutteringspartner
 
Download tjekliste - 9 overvejelser, når du vælger rekrutteringspartner