Hvordan får jeg sat ord på mine kompetencer? Det spørgsmål synes 34% af de jobsøgere, vi rådgiver, er det sværeste ved jobsøgningen; At få sat ord på, hvad man egentlig kan bidrage med (personligt og fagligt). Vi har samlet 19 eksempler på, hvordan du kan beskrive dine kompetencer og gøre dem mere konkrete – når du skriver dit CV & ansøgning, ringer uopfordret eller er til jobsamtale.
Kompetencer kan nemt virke abstrakte og – ironisk nok – være svære at gøre personlige, uden at falde i floskelfælden. For hvad vil det egentlig sige, at man er ambitiøs? At man er fleksibel? At man er struktureret?
Ofte bruger virksomhederne de samme tilbagevendende kompetence-begreber, når de skriver deres stillingsopslag.
Finduddannelse.dk har samlet en oversigt over de 30 mest efterspurgte kompetencer i otte forskellige brancher – bedømt ud fra deres stillingsopslag. De har kigget på følgende brancher og funktioner:
Hvis du for alvor vil skille dig ud fra mængden og gøre kompetence-begreberne til dine egne, skal du øve dig på at være konkret. Være konkret og fremhæve eksempler på, hvordan netop du er ambitiøs, fleksibel og struktureret.
”I præsentationen af kompetencer bliver jobsøgere ofte lidt for overordnede og luftige. Det kan virkelig betale sig at være konkret og altid klar til at underbygge kompetencer med konkrete eksempler.”
Personlige, branchefaglige og metodefaglige kompetencer
Inden vi hopper ud i de 19 konkrete eksempler, vil vi kort genopfriske for dig, hvilke typer kompetencer der findes. Kompetencer kan helt overordnet inddeles i:
I denne artikel fokuserer vi mest på de personlige kompetencer, da det oftest er de kompetencer, der kan være svære at give eksempler på. Men de faglige kompetencer kan ydermere opdeles i:
Bemærk, at de fleste af de kommende 19 eksempler på personlige samt faglige kompetencer rummer succeshistorier – i lille eller stor skala – fra tidligere jobs eller uddannelse. Og det er lige præcis succeshistorierne, du skal grave frem, når du beskriver over for din kommende arbejdsgiver (både i ansøgning, CV og til jobsamtale), hvordan netop dine kompetencer vil skabe værdi for din kommende arbejdsgiver og kunne løse de udfordringer, som virksomheden står over for.
1. Ambitiøs
Er du fagligt ambitiøs? Er du ambitiøs i din karriere? Hvordan viser du dine ambitioner i dit arbejde – over for kunder, kollegaer eller andre samarbejdspartnere?
2. Fleksibel
Hvordan er du fleksibel? Er det ift. arbejdstid, overarbejde eller arbejdsopgaver?
3. Analytisk
Har du taget en uddannelse, er der stor sandsynlighed for, at du ofte har arbejdet analytisk:
Når du har analyseret tekster for at forstå og formidle indholdet gennem en skriftlig projektopgave.
Eller når du har analyseret en problemstilling på baggrund af din oparbejdede, teoretiske viden og derudfra præsenteret løsningen mundtligt til en eksamen.
Hvis ikke du vil bruge et eksempel fra din uddannelse, kan du kigge på dine tidligere jobs.
4. Målrettet/ resultatorienteret
Hvordan arbejdede du dig hen imod målet? Hvilket mål opnåede du? Det skal du finde svar på og prøve at fremhæve i dit eksempel. Og sørg endelig for at bakke eksemplet op med nogle konkrete tal – ellers kan dit resultatfokus nemt klinge lidt hult.
5. Struktureret
”At strukturere: give eller påføre en bestemt struktur eller organisering”
– Den danske Ordbog
Så hvordan organiserer du dit arbejde, så det får en bestemt struktur? Hvad gør du helt konkret? Og hvad får du/arbejdsgiveren ud af, at du arbejder på den måde?
6. Mange bolde i luften – og bevare overblikket
”Mange bolde i luften” betyder på jordnært, ikke-metafor-dansk, at du kan løse flere arbejdsopgaver i løbet af samme tidsrum. Lad det fremgå af dit eksempel, hvilke konkrete opgaver du kan jonglere med på samme tid – og alligevel nå i mål med.
7. Udadvendt
At du er udadvendt, betyder simpelt sagt, at du holder af kontakten med andre mennesker og trives med det. Men hvordan (op)søger du denne kontakt? Hvad får arbejdsgiveren og dine kollegaer ud af dit udadvendte, ekstroverte væsen?
8. Kreativ
I 2015 satte tre forskere fra Aalborg Universitet sig for at finde ud af, hvad det vil sige at være kreativ. De interviewede 22 kunstnere, herunder maleren Michael Kvium, og kom frem til følgende definition:
”Vi fandt ud af, at kunstnere i høj grad tænker den kreative skabelsesproces som en læreproces. Kreativitet er altså ikke en guddommelig gave, man er født med. Det er en arbejdstilgang, som alle kan bruge, men som kræver, at man løbende udvikler sin håndværksmæssige kunnen, sin viden og sin risikovillighed – og det kræver hårdt arbejde, ” fortalte en af forskerne bag undersøgelsen, Tatiana Chemi, til Videnskab.dk.
Kreativitet er altså en læreproces, som alle kan lære. En proces, der ofte er koblet op på det fag, du er god til. En person, der skriver kreativt, er f.eks. ikke nødvendigvis en kreativ billedkunstner. Så prøv at sætte ord på, hvordan du er kreativ ift. lige præcis din faglighed.
9. Strategisk
Hvis du skal kunne arbejde strategisk, skal du være i stand til at svinge dig op i helikopteren og se organisationen udefra – og samtidig se, hvor virksomheden bevæger sig hen.
10. Dynamisk
Når noget er dynamisk, er det præget af forandring og udvikling, ofte ved samspil af flere kræfter. Handling, dynamik og energi hænger altså ofte sammen.
11. Proaktiv/ initiativrig
Hvis du er proaktiv og initiativrig, lader du dig ikke kun styre af, hvad andre (= din chef) mener, du bør gøre. Du tager også selv initiativ, hvis du kan se, at det giver mening og kan være med til at bringe dig og virksomheden tættere på målet.
12. Engageret
Hvordan interesserer du dig (ekstra meget) for dit arbejde? Hvordan involverer du dig fagligt i dit arbejde?
13. Selvstændig
At tage en uddannelse kræver en høj grad af selvstændighed. Og det gør mange jobs også. Når du skal konkretisere denne kompetence, skal du ofte prøve at balancere mellem ”at være selvstændig” og så det ”at holde sig inden for de gældende rammer og regler i virksomheden”.
14. Gode samarbejdsevner/ teamplayer
Hvordan forener eller koordinerer du dit holdspil med dine egne mål? Og hvordan sørger du for at kommunikere præcist, rettidigt og hyppigt med dine kollegaer, så I får løst de problemer og udfordringer, I måtte have?
15. Detaljeorienteret/ grundig
Hvilke detaljer kigger du på (inden for dit fagområde)? Hvilken forskel gør det, at du arbejder tilbundsgående og får alle detaljerne med i dit arbejde?
16. Projektledelse
Projektledelse kræver i virkeligheden rigtig mange forskellige styringsværktøjer. Du skal både kunne styre tiden, kvaliteten, kommunikationen med de involverede medarbejdere, potentielle risici, samarbejdet med de forskellige interessenter og økonomien/budgettet (dog ikke altid). Alt sammen naturligvis med et konkret mål og en konkret deadline for øje.
Hvis du har været under uddannelse eller været selvstændig i nogle år, har du ret beset været din helt egen projektleder i flere år. Det kan du overveje at fremhæve i eksemplet.
17. Administration
Administration handler dybest set om at få sat ting i system, få tingene klargjort og afsluttet. Mange har prøvet at arbejde med administration i et eller andet omfang, men det er ikke alle, der trives med det eller for den sags skyld er gode til det. Så hvad er det, der gør dig ekstra skarp til de administrative opgaver? Hvad motiverer dig ved at varetage den administrative funktion i virksomheden?
18. Skriftlig formidling
Denne kompetence kræver om nogen, at du ”walk’er the talk” i dit CV og din ansøgning, Hvis ikke du viser, at kan skrive stilsikkert, grammatisk korrekt og klart forståeligt i dit CV og ansøgning – så er det desværre ikke troværdigt at fremhæve skriftlig formidling som en af dine kernekompetencer.
Derudover kan vi anbefale dig at medsende eksempler på dit skriftlige arbejde. I ballisagers rekrutteringsanalyse 2016 svarede 78% af de 854 arbejdsgivere, at de som regel eller altid kigger på ansøgerens medsendte eksempler på tidligere arbejde.
19. Kundebetjening/kundeservice
Hvis du har betjent kunder – og trives med det – er det at være serviceminded og tænke kunden i centrum en obligatorisk del af dit ”arbejds-jeg”. Så hvad gør du for at få kunden til at føle sig speciel?