Kandidatanalysen 2024 er landet. Og den afslører en bekymrende tendens på det danske arbejdsmarked.
Tendensen er ikke blandt lønmodtagere ”på gulvet”. Heller ikke blandt ledige.
Derimod ser vi en nedslående udvikling blandt den gruppe, som i høj grad er ansvarlig for en medarbejderstabs trivsel og produktivitet – nemlig lederne.
Her melder 81 %, at de ikke er i gang med et konkret lederudviklingsforløb, hvor de får sparring på deres ledelse.
Det er bemærkelsesværdigt. For ledere, der ikke udvikler sig, risikerer ikke blot at miste deres egne evner til at navigere i en kompleks forretningsverden – de risikerer også at miste deres medarbejdere til virksomheder, der investerer i ledernes udvikling. Det fortæller Morten Ballisager:
”Jeg fatter ikke, at virksomhederne tåler, at så få ledere er i gang med at udvikle deres lederskab. Det er jo lederne, der er helt afgørende for, om virksomhederne kan holde på deres medarbejdere. Derfor er det dumdristigt, at virksomhederne ikke sørger for, at flere ledere er i et konkret udviklingsforløb.”
Kandidatanalysen 2024 peger på, at især små private virksomheder og selvejende institutioner er tilbageholdende med at investere i lederudvikling. Om det skyldes lederne selv, der undlader at efterspørge udvikling, eller virksomhederne, der forsømmer deres ansvar, er ikke entydigt. Men prisen på den fodslæbende tilgang til lederudvikling kan blive dyr, vurderer Morten Ballisager:
”Det er svært at vurdere, om det er lederne, der ikke efterspørger, eller om det er virksomhederne, der sjusker – men bekosteligt kan det blive. For det er min vurdering, at ledere, der ikke udvikler sig, kommer til at koste virksomheden medarbejdere.”