Arbejdsgivernes SoMe-begejstring aftager – og det er måske en fejl, ifølge ekspert
Hvornår har du sidst brugt et hashtag, når du skal annoncere en ledig stilling? Aldrig? Det er måske en fejl, ifølge Astrid Haug, der er ekspert i SoMe. Vejen til den rigtige medarbejder går ikke entydig via det klassiske jobopslag, men virksomhederne er ikke klar over, at betingelserne for at blive set på de sociale medier har ændret sig.
Resultatet kan ses tydeligt i Rekrutteringsanalysen 2020, hvor SoMe har mistet dampen og falder for andet år i træk. Det virker paradoksalt, når sociale medier ellers buldrer derudaf med flere og flere brugere.
Jobsøgerne? De er helt sikkert på de sociale medier. Det handler bare om at knække koden til at nå de rigtige.
Gennem de sidste 10 år har vi ved Konsulenthuset ballisager hvert år spurgt ca. 1000 danske virksomheder, hvilke kanaler de bruger, når de skal ansætte nye medarbejdere.
Opslåede stillinger har altid domineret, men både Facebook og LinkedIn havde vilde vækstrater og bare steg og steg. Det vil sige indtil 2019. Der knækkede kurven for SoMe, og den er fortsat faldet i 2020? Hvorfor?
Ekspert i sociale medier, Astrid Haug, peger på flere årsager til, at kurven er knækket.
”For det første er det vigtigt at pointere, at LinkedIn stadig ligger i top-3 over rekrutteringskanaler. Det er stadig en vigtig kanal – også selvom den falder. Det gælder jo både for jobsøgerne og for virksomhederne.
Når det er sagt, tror jeg, at faldet skyldes, at virksomhederne ikke har haft nær så positive erfaringer de seneste år med sociale medier, som de havde i begyndelsen. En stor årsag skal findes i algoritmerne bag både Facebook og LinkedIn. Som virksomhed får man langt mindre gratis synlighed – også kaldet organisk rækkevidde – på sine opslag. Der er færre, der ser de enkelte opslag.”
I Rekrutteringsanalysen 2020 har vi spurgt 1000 danske virksomheder, hvilke kanaler de brugte ved deres seneste ansættelse. Opslåede stillinger, netværk og LinkedIn er de foretrukne platforme på tværs af brancher.
Synlighed er ikke (længere) gratis
Den manglende synlighed giver naturligvis færre relevante ansøgere. Så er det let at vende tilbage til de klassiske dyder med jobopslag og netværk.
Men man misser klart et potentiale, fortæller Astrid Haug, fordi de sociale medier evner at ramme præcist, hvis man bruger det taktisk.
“Når man har fået noget gratis, kan det være svært at forstå, hvorfor man pludselig skal til at betale for det. Det er meget menneskeligt.
Men jeg vil nu alligevel mene, at virksomhederne skal prioritere de sociale medier, når de skal ansætte. Især når det gælder yngre medarbejdere. Men de skal være klar over, at det i dag koster noget. Annonceringsværktøjerne er meget præcise og kan vise sig at være billigere i brug i forhold til andre platforme, hvis de bruges rigtigt.”
For andet år i træk mister sociale medier betydning. Det betyder bl.a., at ”det usynlige jobmarked” (dvs. netværk, LinkedIn, Facebook, uopfordrede ansøgninger mv.) falder – så det er blevet en anelse sværere at lande et job uden om opslåede stillinger. Grafen viser præferencerne ved de store private virksomheder med +50 medarbejdere.
Er du til Insta eller Twitter? Hav styr på din målgruppe
Derudover oplever jeg, at virksomhederne ofte opererer med en række fordomme omkring de sociale medier. Der er en udbredt opfattelse, at man bruger LinkedIn, når man skal rekruttere. Men det er en sandhed med modifikationer. Det kommer helt an på, hvem man gerne vil rekruttere. Håndværkeren, frisøren eller sygeplejersken er ikke på LinkedIn. De er på Facebook eller Instagram. Journalisten er på Twitter. Har du brug for en kreativ og visuel type, er Instagram et must. Eller hvad med Pinterest eller Snapchat?
Man bør også overveje de sociale medier, hvis man oplever, at ens ansøgerfelt mangler de unge profiler. De er ikke nødvendigvis på LinkedIn – og selv hvis de er, bruger de måske ikke så meget tid der som på Instagram. Man kan derfor som virksomhed vinde meget ved at turde at lægge ud på de mere utraditionelle platforme.
Som jobsøger vil jeg dog også råde til, at man holder øje med drømmevirksomhedens sociale medier. Om ikke andet har man gode og relevante indspark til en evt. jobsamtale og mulighed for at lave mere målrettede ansøgninger, når man har fulgt dem gennem en periode.
Også i de små, private virksomheder er brugen af LinkedIn og Facebook til rekruttering aftagende.
Netværk er fortsat den mest brugte kanal i små private virksomheder.
Bemærk, at jobcentrene indgår i hver fjerde rekrutteringsproces i små, private virksomheder.
Haps dem, der ikke vidste, de skulle have nyt job
Måske det vigtigste argument for at bruge sociale medier, når man skal finde sin næste medarbejder, er, at man kan blive synlig over for dem, der ikke er aktivt jobsøgende.
De sociale medier kan jo noget særligt, hvis du gerne vil nå dem, der ikke er aktivt jobsøgende. Dem får du ikke nødvendigvis fat i med en klassisk opslået stilling. Her kan du ramme meget præcist i annonceringsværktøjerne. Jeg kunne godt drømme om, at virksomhederne var mere modige i forhold til de sociale medier. Der er langt flere muligheder, end hvad virksomhederne udnytter i dag, selvom det koster noget og kræver, at du har en idé om, hvilken profil du gerne vil have fat i. På den måde er vi nok mere tilbage til betingelserne for rekruttering før de sociale medier – nu er SoMe bare en ekstra platform med stor mulighed for at give gevinst.
Ved de offentlige virksomheder stiger brugen af LinkedIn en smule i 2020 sammenlignet med 2019. Men der er stadig et stykke op til højdespringeren i 2018. Opslåede stillinger er igen i år den suverænt mest brugte rekrutteringskanal i det offentlige (87 %) og har aldrig været mere brugt.
Rekrutteringsanalysen 2020
Hvert år spørger vi således vores virksomhedspanel (ca. 1000 virksomheder), hvordan de prioriterer i deres rekruttering af nye medarbejdere.
Vi har nu for 10. gang spurgt de danske virksomheder, hvad der er op og ned, når det handler om rekrutteringsprocesser og præferencer.
Vi håber, at Rekrutteringsanalysen 2020 gør dig klogere på, hvad virksomhederne efterspørger, når de ansætter deres næste medarbejder.
Ved at udfylde formularen nedenfor, sender vi Rekrutteringsanalysen 2020 til dig på email.
Del artiklen
Læs også
Disse relaterede artikler