Derfor trives danskerne ikke på jobbet anno 2019

Af |2019-08-30T09:26:58+02:0030 august, 2019|
Læsetid: 4 min.

Er du glad for dit nuværende job? Og er der nogle områder, hvor din arbejdsplads ikke lever op til dine forventninger? De spørgsmål giver vores Kandidatanalyse svar på, og vi har fået vores direktør Morten Ballisager til at kommentere på de nye ”trivselstal” i denne artikel.

Kandidatanalysen 2019: 1.554 danske lønmodtagere i den arbejdsdygtige alder (18-65 år) har svaret på 38 spørgsmål, hvor vi undersøger deres holdninger, motivation og præferencer i deres arbejdsliv og karriere. Undersøgelsen er udarbejdet af Voxmeter. Vi formidler alle resultaterne fra undersøgelsen i en lang artikelserie her på hjemmesiden.

Lønnen skuffer flest

Til spørgsmålet ’Er der nogle områder, hvor din arbejdsplads ikke lever op til dine forventninger?’ svarer hver 3. danske lønmodtager (32%), at de ikke er tilfredse med lønnen på deres arbejdsplads – og det til trods for, at de danske lønmodtagere i en international sammenhæng har høje lønninger.

Loennnen_skuffer_mest_forventninger_arbejdsgiver

”De løn-skuffede danskere er en overraskelse. Vi har igennem flere år hørt, at lønnen betyder mindre, når man søger nyt job. Det er muligvis fortsat rigtigt, men nu ser vi sort på hvidt, at det mest frustrerende forhold på de danske arbejdspladser er lønnen. Ikke engang ”the usual suspect”, chefen, frustrerer lige så meget som lønnen”.

– Morten Ballisager, direktør i Konsulenthuset ballisager

Offentligt ansatte og kvinder er særligt utilfredse med lønnen

Den danske lønudvikling har siden 2015 været mere moderat end i de lande, vi normalt sammenligner os med. Specielt i industrien har den danske lønudvikling siden 2015 været meget beskeden. Måske kan det være med til at forklare den bemærkelsesværdige lønfrustration hos danskerne.

I dansk kontekst har de offentlige lønstigninger været mere beherskede end lønstigninger i den private sektor. Undersøgelsen viser da også, at de offentligt ansatte er den lønmodtagergruppe, som er mest skuffede over egen løn.

”Jeg tror, at virksomhederne skal tage dette ad notam. Lønnen er en væsentlig del af følelsen af at blive anerkendt. I de seneste år har vi set en øget del af de offentligt ansatte, der søger i retningen af den private sektor. Og hvis vi gerne vil fastholde nogle attraktive arbejdspladser i den offentlige sektor, så skal vi passe på, at vi ikke bliver for løntilbageholdne i de offentlige overenskomstforhandlinger”.

– Morten Ballisager, direktør i Konsulenthuset ballisager

Typisk forhandles løn kollektivt i det offentlige via overenskomster. For den enkelte betyder det, at man følger nogle løntrin, men der kan forhandles tillæg, og det foregår individuelt.

Analysen viser også, at det særligt er kvinderne, der er utilfredse med lønnen (35% vs. mænd 29%).

”Siden Me Too-bølgen har ligestilling fået en opblomstring. Nu rammer ligestillingen arbejdspladserne og lønnen. Kvinderne gider ikke at honoreres med en ringere løn for det samme arbejde længere”.

– Morten Ballisager, direktør i Konsulenthuset ballisager

Hver 5. dansker er ikke glad for sit job

Hver femte lønmodtager lader jobglæden blive derhjemme, når de til dagligt trækker i arbejdstøjet. Blandt de 1.554 danskere svarer 19 procent, at de ”både og”, ”i mindre grad” eller ”slet ikke” er glade for deres job.

Jobtrivsel_Er_du_glad_for_dit_job

”Det er bekymrende. Vi bruger jo ca. halvdelen af vores vågne tid på jobbet. Derfor har ens jobtrivsel enorm indflydelse på ens samlede trivsel. Og at vi her ser, at 1 ud af 5 har svært ved at finde en glæde i det, de arbejder med – ja det finder jeg ærligt talt trist”.

– Morten Ballisager, direktør i Konsulenthuset ballisager

Mindst trivsel i de store virksomheder

Af undersøgelsen fremgår det desuden, at ansatte i de mellemstore private virksomheder (50-250 ansatte) oplever størst glæde ved jobbet. Til gengæld er trivslen mindst hos de ansatte i store private virksomheder.

Faktisk er der målbar større trivsel på de offentlige arbejdspladser end i de store private virksomheder.

Jobtrivsel_Er_du_glad_for_dit_job_Kandidatanalysen

”Det overrasker nok de fleste. Vi tænker ofte på de store private virksomheder som arbejdsmarkedets flagskibe – dem vi går og spejler os i. Lego, Grundfos, Danfoss osv. Men analysen her viser bare, at de ofte rammes af volumensyge, hvor det enkelte individ finder sig mere fanget i nogle faste strukturer, end man gør i de mindre organisationer. Blandingen af lav indflydelse og højt tempo skruer ned for danskernes trivsel”.

– Morten Ballisager, direktør i Konsulenthuset ballisager

Ledere (og håndværkere) trives bedst

Kandidatanalysen viser også, at det særligt er lederne, der går glade på job, hvorimod deres medarbejdere hænger lidt mere med mulen. Således svarer 86 procent af lederne, at de i nogen/høj grad er glade for deres job – blandt medarbejderne er det 76 procent.

”Det er et udtryk for, at lederjobbet giver plads til indflydelse. Og det er gennem indflydelsen, at vi dels påvirker omgivelserne og dels bestemmer over vores tid. Det er i høj kurs for det moderne menneske. Og så kan man da godt tænke, at lederne skal se at bruge deres overskud til at få løftet humøret hos medarbejderne”.

– Morten Ballisager, direktør i Konsulenthuset ballisager

En af de jobfunktioner, der i øvrigt oplever størst jobtrivsel, er ”håndværk”.

Her er de tre jobfunktioner, der trives BEDST på jobbet:

Jobtrivsel_Er_du_glad_for_jobbet_Jobfunktioner

Læs også: A4 Medier har formidlet data fra Kandidatanalysen 2019 om danskernes jobtrivsel:
”Se listen: Her er de job som danskerne er gladest for – og dem der flopper”

image_printUdskriv eller gem som PDF