Nye ledere mistrives – og virksomhederne svigter dem

2 min. læsetid
21. april 2026

Overgangen fra medarbejder til leder er forbundet med stress, lavere trivsel og ringe støtte. Alligevel lader mange virksomheder deres nye ledere sejle deres egen sø.

At blive leder lyder som et skridt opad. Mere ansvar, mere indflydelse, større handlerum. Men årets Kandidatanalyse fra Konsulenthuset ballisager og Voxmeter afslører en ubehagelig sandhed: For mange nye ledere er virkeligheden præget af stress, faldende trivsel og manglende opbakning.

Tallene taler deres tydelige sprog

Når man ser på de ledere, der har været i stolen i mindre end fem år, tegner der sig et bekymrende billede. 27 % af de nye ledere oplever det højeste stressniveau. Trivslen falder også mærkbart: Andelen, der stortrives, går fra 47 % som medarbejder til 41 % som ny leder.

Til sammenligning er ledere med mere end 10 års erfaring den gruppe på hele arbejdsmarkedet, der trives allermest – hele 61 % er på højeste trivselsniveau. Så der er lys forude. Men vejen derhen er åbenbart hård.

Paradokset: Mindre dialog, når behovet er størst

Det mest overraskende fund er måske, at nye ledere paradoksalt nok er mindre i dialog med deres egen leder end andre på arbejdsmarkedet. Det er præcis det modsatte af, hvad man ville forvente – og det modsatte af, hvad de har brug for.

“Det ser ud til, at det er forbundet med et trivselstab at træde ind i ledelse – men med tiden er der en trivselsgevinst at hente. Jeg bliver en smule bekymret for, om der er tilstrækkelig fokus på oplæring og mentoring i virksomhederne i forhold til nye ledere. Det her tal er bekymrende højt, og virksomhederne må reagere – der skal mere hjælp til i opstarten af et lederjob. Det ligner et svigt.”

– Morten Ballisager, bestyrelsesformand, Konsulenthuset ballisager

Hvad kan HR gøre?

Analysen peger på flere af de faktorer, der presser nye ledere. 22 % oplever urealistiske målsætninger oppefra. 17 % føler ikke, de har tilstrækkeligt handlerum. Og 16 % har svært ved at identificere sig med den øverste ledelses værdier.

For HR-afdelinger og topledelser bør det her være et wake-up call. Struktureret onboarding af nye ledere er ikke en luksus – det er en nødvendighed. Tættere sparring med den nærmeste leder, realistiske forventningsafstemninger og adgang til mentoring kan være forskellen på, om en ny leder blomstrer eller bukker under.

“Jeg synes, det er et svigt af virksomhederne, at de nye ledere får så ringe støtte – det er en ommer.”

– Morten Ballisager

Den gode nyhed er, at det bliver bedre med tiden. Men spørgsmålet er, hvor mange potentielt dygtige ledere vi taber undervejs, fordi vi ikke hjælper dem godt nok i gang.

Tallene stammer fra Kandidatanalysen 2026, der er baseret på interview med 2.000 danskere. Analysen er udarbejdet af Konsulenthuset ballisager i samarbejde med Voxmeter.

Hent Kandidatanalysen 2026

 

KAndidatanalysen 2026 download