Sådan får du job uden brancheerfaring ifølge rekrutteringsanalysen

Skrevet af Morten Ballisager
2 min. læsetid
09. september 2025

Mange jobsøgere holder sig tilbage fra at søge stillinger i brancher, de ikke har erfaring fra. Men skal du egentlig være ultraerfaren i en branche for at lande et job? Rekrutteringsanalysen 2025 og virksomheder viser, at svaret ofte er nej – hvis du kan vise motivation og de rette kompetencer.

Motivation og indstilling trumfer brancheerfaring

Ifølge Rekrutteringsanalysen 2025 er der flere ting, der kan kompensere for manglende brancheerfaring. Hele 68 % af de rekrutteringsansvarlige siger, at de har ansat en kandidat, uden relevant brancheerfaring, fordi de havde en overbevisende motivation. Derudover svarer 24 %, at de har ansat en kandidat uden den relevante brancheerfaring, som kunne argumentere for, at brancheerfaring ikke var afgørende.

Det betyder, at du som jobsøger ikke skal lade dig stoppe af, at du ikke har arbejdet i branchen før.

Virksomheder: Sådan ser vi på ansøgere uden brancheerfaring

Hos flere virksomheder handler det ikke om, hvor du kommer fra – men om, hvad du bringer med dig.

I Arkil kommer man langt med lysten til at lære nyt og være engageret. Kan man argumentere for eller bevise, at tidligere erfaring fra en anden branche er en fordel for opgaveløsningen, står de fleste døre åbne. Kunsten er at komme tydeligt igennem med sit budskab i forhold til de mange andre ansøgere på markedet, der netop har erfaring fra den forholdsvis store entreprenørbranche.
Christian Brandt
Christian Müller Brandt

HR Business Partner, Arkil A/S

Andre brancher stiller dog forskellige krav, og det er vigtigt at være realistisk i forhold til rollen, du søger.

Hvorvidt man kan få job i min virksomhed uden brancheerfaring, afhænger en del af, hvilken rolle man søger. Vi er i en branche med stor teknisk kompleksitet i produkter og leverancer. Derfor vil det være vanskeligt for personer uden kendskab til dette at bringe sig selv i spil til en rolle i kerneforretningen. Naturligvis kan man sagtens arbejde med/i ledende eller understøttende funktioner og stabe, uden brancheerfaring, så er det denne type rolle, man søger, så er det bestemt muligt.
Jakob Adelhard
Jakob Adelhard

HR chef, Verdo Energy Systems

 

Nogle virksomheder fremhæver, at det vigtigste er evnen til at lære – ikke hvor du kommer fra.

Hos os er det afgørende, at ansøgeren bestrider kompetencer, der sætter dem i stand til at tilegne sig viden, og at de er åbne for læring. De kan have uddannelser fra andre brancher, som med specifik oplæring og forklaring hurtigt kan omsættes til vores verden. Trods alt er der mange brancher, der arbejder under standardiserede krav og processer, der er yderligere mange virksomheder, der har samme eller sammenlignelige organisationer og funktioner.
Lisa Zoffmann (1)
Lisa Zoffmann

Produktionschef, Saint-Gobain ISOVER A/S

 

Og så er der virksomheder, der ligefrem ser det som en fordel at ansætte folk fra andre brancher.

Jeg ser egentlig ikke så meget på brancheerfaring, men vægter faglige og personlige kompetencer langt højere. Jeg mener ofte, det kan være en fordel at rekruttere fra andre brancher, da det kan bringe nye perspektiver på banen.
Henriette
Henriette Edslev

Head of Digital Fundraising & Dialogue, Kræftens Bekæmpelse

Sådan gør du din manglende brancheerfaring til en styrke

Hvis du vil søge job i en ny branche, kan du med fordel fokusere på:

  • Motivation: Fortæl, hvorfor du er nysgerrig på branchen, og hvordan jobbet matcher dine værdier og mål.
  • Overførbare kompetencer: Træk paralleller mellem dine tidligere erfaringer og de krav, der stilles i branchen.
  • Lyst til at lære: Giv eksempler på situationer, hvor du hurtigt har sat dig ind i nyt stof eller tilegnet dig nye færdigheder.

Tre ting, der kan kompensere for manglende brancheerfaring

  1. En overbevisende motivation – 68 % af virksomhederne fremhæver motivation som afgørende.

  2. At kunne argumentere for, at erfaring fra andre brancher er relevant – 24 % nævner dette som en vigtig faktor.

  3. Den rette personlighed og indstilling – virksomhederne peger på, at dette ofte er vigtigere end selve branchekendskabet.