Sådan bruger virksomhederne LinkedIn til rekruttering
74 % af danske virksomheder bruger LinkedIn, når de skal finde nye kolleger, og hver fjerde søger aktivt efter profiler med bestemte kompetencer. Her får du at vide, hvordan virksomhederne bruger platformen, og hvad det betyder for din profil.
LinkedIn er igen igen i top 2
I Rekrutteringsanalysen 2026 er LinkedIn fortsat den næstmest anvendte rekrutteringskanal blandt danske virksomheder, kun overgået af det klassiske stillingsopslag med 85 %. Hele 74 % af de adspurgte virksomheder fortæller, at de bruger LinkedIn, når de skal finde deres næste kollega (s. 9, Tabel 1).
Hvor meget det betyder for netop din jobsøgning, afhænger af, hvor du kigger hen. LinkedIn bruges af 83 % af de store private virksomheder og 72 % af de små private, men kun af 53 % i det offentlige (s. 10, Tabel 1). Søger du i en kommune, skal du regne med et opslag og en ansøgning. Søger du i en større privat virksomhed, er der god sandsynlighed for, at nogen har set din profil, før de har åbnet dit CV.
Hvilke kanaler brugte virksomhederne ved deres seneste ansættelse?
Andel af de 1.004 adspurgte virksomheder. Flere svar var mulige, så tallene summer til mere end 100 %.
| Opslået stilling |
|
85 % | ||
|
|
74 % | |||
| Netværk |
|
46 % | ||
| Interne kandidater |
|
30 % | ||
| Uopfordrede ansøgninger |
|
24 % | ||
| Søgning i CV-bank |
|
24 % | ||
|
|
20 % | |||
| Vikar-/rekrutteringsbureau |
|
17 % | ||
| Jobcenter |
|
15 % | ||
|
|
5 % |
Kilde: Rekrutteringsanalysen 2026, s. 9-10, Tabel 1. Søgning i CV-banker dækker Jobindex CV-bank og lignende. Facebook og Instagram har trods ti års målinger ikke udviklet sig til væsentlige rekrutteringskanaler.
Hvad er der sket, siden vi begyndte at måle?
Vi har spurgt om LinkedIn siden 2014, og udviklingen er en af de mest markante, vi har målt (s. 11, Tabel 2):
| Sådan bruger virksomhederne LinkedIn til rekruttering | 2014 | 2026 |
|---|---|---|
| Vi "poster" nye jobs på vores firmaprofil | 31 % | 71 % |
| Den rekrutteringsansvarlige "poster" jobs på sin profil | 18 % | 50 % |
| Vi beder vores medarbejdere om at "like" jobs på firmaprofilen | 17 % | 44 % |
| Vi laver søgninger efter profiler med bestemte kompetencer | 11 % | 26 % |
| Vi køber LinkedIns jobannoncer | 7 % | 24 % |
| Vi laver søgninger efter profiler med bestemte titler | 8 % | 23 % |
| Vi har købt muligheden for at søge og kontakte profiler | 6 % | 20 % |
| Vi har IKKE brugt LinkedIn til rekruttering | 58 % | 12 % |
Læg især mærke til den nederste linje. I 2014 havde mere end halvdelen af virksomhederne slet ikke brugt LinkedIn til at finde kolleger. I dag er det 12 %. Platformen er blevet en helt almindelig del af rutinen.
Hver fjerde virksomhed søger aktivt efter profiler
Den linje, du som jobsøger skal tage mest alvorligt, ligger dog midt i tabellen. 26 % af virksomhederne laver søgninger efter profiler med bestemte kompetencer, 23 % søger på bestemte titler, og 20 % har købt muligheden for at søge og kontakte profiler direkte (s. 11, Tabel 2).
Hver fjerde virksomhed leder altså efter dig, mens du overvejer, om du skal søge et opslag. Det stiller et andet krav til profilen, end de fleste forbereder sig på: den skal kunne findes på kompetencer og titler og ikke kun læses pænt bagefter.
Sune Momme Jeppesen, Senior Manager, Recruitment i BDO, siger det sådan i analysen:
"En god overskrift, en klar beskrivelse af arbejdsopgaver og konkrete resultater er vigtigt at få noteret. Derudover søger en recruiter ofte på "Keywords". Så titel, certificeringer, anvendt branche-lingo og lignende er en god idé at have med."
Virksomheder researcher dig på LinkedIn
Virksomhederne bruger LinkedIn som researchværktøj, når de vil have et mere nuanceret billede af en kandidat. Christian Müller Brandt fortalte os det sådan, da vi sidst skrev om LinkedIn:
"Jeg bruger LinkedIn til at kigge nærmere på kandidaterne, hvis der er noget i deres CV, jeg er i tvivl om."
Christian Müller Brandt, HR Business Partner, Arkil A/S
Er der et hul i tidslinjen eller et jobskifte, der kan se mærkeligt ud på papiret, er profilen stedet at svare, før nogen spørger.
Stillingsopslag med ekstra rækkevidde
Når virksomhederne lægger et stillingsopslag på LinkedIn, når de langt bredere ud end på deres egen hjemmeside. 71 % poster nye jobs på firmaprofilen, hos 50 % gør den rekrutteringsansvarlige det også på sin egen profil, og 44 % beder deres medarbejdere om at like opslaget (s. 11, Tabel 2).
Følg derfor de virksomheder, du kunne se dig selv i, og hold øje med, hvad dit netværk liker. Det er ofte det første signal om, at der sker noget et sted, du kender.
LinkedIn som employer branding-kanal
Platformen bruges også til at vise kultur og hverdag, længe før en rekruttering er aktuel. Martin Debel har tidligere fortalt os:
"LinkedIn er en uundværlig platform for os i Protan Entreprenør – både til rekruttering og som en kanal for employer branding."
Martin Debel, Country Manager, Protan Entreprenør
For dig som kandidat er LinkedIn et oplagt sted at mærke efter, om kulturen matcher din egen. Ingen virksomhed skriver "her er der lidt for travlt om onsdagen", men tonen i opslagene fortæller alligevel en del.
Hvor aktiv skal du egentlig være?
Godt nyt til alle, der ikke har lyst til at poste tre gange om ugen. Emilie Rath, Talent & Rekrutteringsansvarlig i Kemp & Lauritzen, siger i analysen:
"Det vigtigste er derfor ikke, hvor aktiv du er, men at profilen giver et retvisende billede af din erfaring, dine kompetencer og dine faglige interesser."
Tre ting kigger de især på, når de først er inde på profilen:
- Din overskrift – den skal vise, hvad du kan, ikke kun din titel.
- Dit seneste job og dine erfaringer – matcher din baggrund deres behov?
- Din aktivitet – likes og kommentarer tegner et billede af dine faglige interesser.
Sådan bliver du interessant for virksomheder på LinkedIn
Virksomhederne er i øvrigt selv klar over, at de ikke er færdige med at lære platformen: 25 % svarer, at de skal blive bedre til at bruge LinkedIn aktivt (s. 14, Tabel 5). Der er altså plads til, at du kommer dem i møde.
- Gør profilen søgbar – skriv de nøgleord, en rekrutteringsansvarlig ville søge på, ind i overskrift, profiltekst og erfaringer. Titler, certificeringer og fagsprog tæller med.
- Brug dit netværk – kommentér, like og del. Det viser, hvad du interesserer dig for.
- Vis resultater – konkrete eksempler på opgaver og projekter slår generelle beskrivelser.
- Markér, at du er åben for nye muligheder – i indstillingerne kan du gøre det synligt for rekrutteringsfolk.
Ofte stillede spørgsmål
Hvor mange virksomheder bruger LinkedIn til rekruttering?
74 % (Rekrutteringsanalysen 2026, s. 9, Tabel 1). LinkedIn er fortsat den næstmest anvendte rekrutteringskanal, kun overgået af stillingsopslaget med 85 %. Tallet er 83 % i store private virksomheder og 53 % i det offentlige.
Hvordan bliver jeg fundet af virksomheder på LinkedIn?
Skriv profilen, så den kan søges frem: nøgleord i overskrift, profiltekst og erfaringer, konkrete resultater, titler og certificeringer. Markér i indstillingerne, at du er åben for nye muligheder.
Vil du se, hvordan virksomhederne rekrutterer på alle de andre kanaler? Hent Rekrutteringsanalysen 2026. God fornøjelse med profilen!
Tallene stammer fra Rekrutteringsanalysen 2026, som er baseret på svar fra 1.004 danske virksomheder og organisationer. Analysen er udarbejdet af Konsulenthuset ballisager.
(Opdateret 8. september 2026)
Del artiklen
Læs også
Disse relaterede artikler

Kontaktet af en recruiter – hvad gør du?

4 tips når du ringer på et stillingsopslag
.jpg)
