”For første gang i Verdenshistorien skal fem generationer arbejde sammen på arbejdsmarkedet – er I klar til det?”. Sådan spørger Soulaima Gourani, der skal holde årets foredrag ved Konsulenthuset ballisagers HR-arrangementer for kunder og samarbejdspartnere den 6./7. april. Generation Y (Årgang 1977-94) – og snart generation Z (Årgang 1995 – 2012) – er de nyeste generationer, der har indtaget arbejdsmarkedet. Som en lille opvarmning til vores arrangementer, har vi gennemgået 5 af de adfærdstræk, holdninger og overbevisninger, der – ifølge Soulaima Gourani – kendetegner de nyeste generationer på arbejdsmarkedet.

De nyeste generationer på arbejdsmarkedet har vidt forskellige synspunkter og forventninger til deres arbejde, deres læring, videndelingen og selve virksomhedskulturen.

Det stiller store krav til virksomhedernes organisatoriske rammer, deres ledere og HR-afdelingen, der skal hjælpe med at tiltrække, lede, motivere og fastholde de nye generationer i virksomheden.

Med de nyeste generationer menes først og fremmest generation Y (årgang 1977-94) – og til dels også generation Z (årgang 1995 – 2012) – der de senere år har bevæget sig ind på arbejdsmarkedet. I det følgende får du eksempler på fem adfærdstræk, der kendetegner disse nye mangfoldige generationer på arbejdsmarkedet.

“Det har aldrig været mere udfordrende at være leder, end det er i dag. Forskellen mellem de forskellige generationers ønsker og krav til arbejdspladsen bliver stadigt større, og de unge vil ganske enkelt ikke acceptere at skulle passes ind i de organisatoriske rammer, der hersker i de fleste virksomheder i dag.”
Soulaima Gourani

1. Teknologisk storforbruger & ”altid på”

Teknologien fylder mere og mere – og det bliver kun mere markant med de nye generationers indtog på arbejdspladsen. Teknologien ændrer arbejdets indhold, den måde, vi arbejder på og stederne, hvorfra vi arbejder – og de nyeste generationer omfavner det med kyshånd.

De nye generationer er nemlig påvirket af Verden og alt, der sker i den, fordi de – via teknologien – har adgang til ekstreme mængder af information. De er vokset op med teknologi, og ”tilgængelighed” er kodeordet for alt.

Forude venter m.a.o. en yngre generation, som er konstant forbundet med sin omverden, og som vil stille krav om, at jeres virksomhed rent teknologisk også er med på noderne.

2. Social læring: Sådan tilegner de sig viden

Hvis du vil lede og motivere dine unge medarbejdere rigtigt, skal du ifølge Soulaima Gourani kende begrebet Learning 3.0. Begrebet dækker over det, vi kender som social læring, som er videndeling gennem sociale medier, spil og real-time feedback.

De unge tænker og lærer simpelt hen bedst, hvis de kan surfe, zappe og have flere ting i gang på samme tid – og gerne i samspil med venner og followers.

De har konstant brug for kommunikation og feedback med og fra omverdenen via smarte mobiltelefoner og bærbare computere og andre håndholdte devices. De er online, mobile og tjekker hele tiden, om der er kontakt til omverdenen.

Derfor hungrer den unge generation efter at få en leder/ arbejdsgiver, som ønsker at udnytte de platforme, der nu engang er tilgængelige. Som virksomhed kan I for eksempel sørge for ikke længere kun at kommunikere igennem mails, post og møder, men også sørge for at bruge podcasts, live online-møder, sms, instant messages og video – blot for at nævne nogle få muligheder.

Foredragsholder, virksomhedsrådgiver og forfatter Soulaima Gourani gæster Konsulenthuset ballisager.

3. Mening. Mening. Mening.

De nyere generationer higer efter mening med alle opgaver (og opgaveløsninger).

De er født og opvokset i en højkonjunktur, hvor alt er muligt. De er eftertragtede og forbliver eftertragtede på arbejdsmarkedet. Og der kommer til at gå mange år, før der bliver balance imellem tilgang og afgang af befolkningen.

Derfor stiller de unge også krav om, at lederne kan svare på spørgsmålene ”why go to work?” og ”why work for you?”.

Som virksomhed skal du have en fortælling om, hvad meningen med netop jeres arbejde er:

  • Hvorfor eksisterer virksomheden?
  • Er der en mening ud over profit og omsætning?

At arbejdet er meningsfyldt spiller en central rolle for at tiltrække og fastholde de unge medarbejdere. De yngre ønsker nemlig ikke at blive længe i deres job, medmindre der er en dybere mening med jobbet. Vidste du i øvrigt, at der er 800.000 danske lønmodtagere, der hvert år skifter job?

Mening står altså før alt andet: Løn, titler og forudsigelighed eller tryghed i jobbet er ikke lige så højt vægtede motivationsfaktorer for de yngre generationer. Og derfor bliver virksomhedens evne til at levere stærke virksomhedsværdier vigtigere end nogensinde.

4. Transparent videndeling

De unge mener, modsat andre generationer, at viden skal deles, flyde frit og ikke holdes på. De er selv vokset op i en ekstremt transparent verden, hvor viden er noget, man glædeligt deler med hinanden – og samtidig får retur af sit (sociale) netværk.

I det hele taget er videndeling kun blevet vigtigere i dagens organisationer, hvor evnen til at kombinere specialistviden med generalistviden på tværs af industrier og faggrupper er blevet et væsentligt, konkurrencefremmende parameter.

Kunsten består derfor i at motivere medarbejdere på tværs af nye og gamle generationer i virksomheden til at arbejde sammen og dele viden, så de tager ansvar og træffer selvstændige beslutninger i et miljø, hvor dagens svar allerede er forældet i morgen.

Foredragsholder Soulaima Gourani gæster Konsulenthuset ballisager for at fortælle om de nye generationer på arbejdsmarkedet

5. Work-life balance – hvad er det?

Unge ønsker ikke nødvendigvis en deling af privat- og arbejdsliv eller en såkaldt arbejdslivsbalance. Det, de ønsker, er at få lov til at arbejde med det, de er bedst til, og som de har interesse for. Deres arbejds- og privatliv må gerne flyde sammen. De kigger ikke på uret, for de elsker at arbejde i ”flow”.

Unge vil hellere måles på kvalitet og have konstant feedback end at blive målt og belønnet på de antal timer, de arbejder. Måske vi endda snart kan vinke farvel til den klassiske 37-timers arbejdsuge?

Glæd dig til vores HR-arrangementer den 6. & 7. april!

Til vores HR-arrangementer den 6. & 7. april vil Soulaima Gourani nemlig sætte nogle flere ord og eksempler på, hvad I som arbejdsgivere kan gøre for at tiltrække, lede, udvikle og motivere denne nye, meningshungrende, transparente, feedback-søgende generation af teknologi-storforbrugere.

Hvem er Soulaima Gourani?

Det kan du få et lille glimt af i videoen forneden, hvor Soulaima fortæller om, hvordan hendes iværksætter-eventyr startede. Alternativt kan du læse mere på hendes hjemmeside her.