Mathias: Sådan lavede jeg mit eget jobmagasin

6 min. læsetid
18. januar 2024

Kreativ jobsøgning er en af de svære og sjældnere sete discipliner inden for jobsøgningsverdenen. Og indrømmet; det ER svært at være kreativ. Mathias Alsbo Nielsen, uddannet retoriker med 2,5 års erfaring som tekstforfatter i reklamebranchen, vidste også, at der skulle noget særligt til for at skille sig ud i jobsøgningen. Og særligt – det blev det. Mathias gik nemlig all in på kreativitet og lavede et 24-siders jobmagasin og en dertilhørende video, som han lancerede på LinkedIn. Kreativ jobsøgning – i ordets bogstavelige forstand. Vi har taget en snak med Mathias for at blive klogere på why-how-what (the dælen, did you do that)? Og vi er mildest talt inspirerede. Du kan i øvrigt downloade Mathias’ magasin længere nede.

”Idéen tog egentlig ikke så lang tid at komme frem til, fordi det bare gav mening med dén profil, jeg har.”

Sådan indleder Mathias på beskeden, jysk vis, da vi spørger ham til, hvordan idéen til et 24-siders jobmagasin opstod.

Her på redaktionen har vi sjældent set så gennemført et jobsøgningsmateriale, og derfor er vi da også nysgerrige på at slupre tips og tricks om den kreative proces i os. Faktisk blev vi ”tippet” af en tidligere kending her på redaktionen, Stephen Netuka, der tidligere har fortalt om sin uopfordrede jobsøgnings-mailkampagne. Den kan du forresten læse om her.

Men tilbage til Mathias. Inden du hopper videre i artiklen, må du ikke snyde dig selv for Mathias’ jobmagasin, som kan finde her:

jobmagasin kreativ jobsøgning

Jobmagasinet indeholder:

  • Velkomstklumme aka. elevatortalen

  • ”Det famøse CV”

  • ”Få opskriften på bedre Content”

  • ”5 hurtige om Mathias”

  • Billeder fra Mathias’ fritid

  • Eksempler på tidligere arbejde

”Vidste fra starten, at jeg ville være proaktiv i jobsøgningen”

Vi ved fra vores daglige karriererådgivning, at mange jobsøgere starter deres jobsøgning med at ansøge gennem de opslåede stillinger. Det er nemmere, fordi stillingen allerede er defineret, og fordi man ved, hvilken ”kasse” man skal søge ned i. Til gengæld er konkurrencen benhård.

Det vidste Mathias også. Og derfor forsøgte han allerede fra starten af at tænke proaktivt.

”Jeg vidste allerede fra starten, at jeg gerne ville ud og præge min egen jobsøgning proaktivt. Jeg vidste også, at det ville kræve ekstremt meget at lave en kreativ og målrettet, uopfordret ansøgning til hver af de virksomheder, jeg ville søge hos. Valget faldt så på at lave noget mere generisk, men ret personligt, materiale, jeg kunne aflevere hos de virksomheder, jeg gerne ville arbejde sammen med.

Magasinformatet gav Mathias mange flere muligheder end det sædvanlige format på én sides ansøgning og 3 siders CV. I magasinet kunne han nemlig udfolde sin faglighed og personlighed på en langt mere kreativ måde. Walk the talk, om man vil.

”Magasinet fik et fagligt indspark med eksempler på annoncer, artikler og koncepter, jeg har været med til at lave i min tid i reklamebranchen. Samtidig kunne jeg vise noget personlighed og sprogligt-kreativt overskud frem – bl.a. ved at lave et mini-interview med mig selv – så man kunne, forhåbentligt med et smil på læben, læse sig frem til hvordan jeg tænker, og hvilken type jeg er. Skulle jeg have de idéer ud, var magasinformatet bare et oplagt format at løbe med. Så det gjorde jeg, ” forklarer han.

Tre ugers intensivt arbejde

Selvom Mathias fortæller, som det naturligste i verden, at magasinet var en oplagt idé, lægger han heller ikke skjul på, at det krævede mod at kaste sig ud i projektet – og at det selvfølgelig krævede en helhjertet indsats med den klassiske tretrins-ressourceraket; blod, sved og tårer.

”Jeg gik og puslede med idéen i nogle måneder, inden jeg begyndte at handle på den. Det tog vel tre ugers tid at få hele indholdet i magasinet på plads. Før skriveriet kom alle beslutningerne om billedstil, visuelt udtryk, tone, udvælgelsen af de rigtige referencer og så videre, ” siger Mathias og tilføjer flere detaljer omkring processen:

”Magasinet har jeg lavet i InDesign. Jeg er ikke nogen grafisk kraftudladning, så jeg købte mig til en færdiglavet magasin-skabelon, som jeg har tilpasset løbende, så den blev min egen. I processen brugte jeg også to tidligere kolleger til at sparre med, fordi jeg vidste, at de kunne give mig noget ærlig, kvalificeret feedback. Men ellers har det i virkeligheden været min helt egen opgave.”

Printet magasin ==> Videooptagelser ==> LinkedIn-opslag

Da det sidste punktum var sat, og det grafiske øje var tilfredsstillet, skulle jobmagasinet en tur i printerrummet. Mathias havde fra starten tænkt, at magasinet både skulle findes i en printet og en online-udgave, så magasinet kunne afleveres personligt til en potentiel arbejdsgiver.

”Idéen var hele tiden, at jeg gerne ville have en printet udgave af magasinet. En online-version er også god, men der er bare en større signalværdi ved, at jeg kan komme ud forbi en virksomhed og sige: Her, værsgo. Her er lidt læsestof til frokostpausen. Jeg vidste også, at det ikke var helt nok bare at lægge et link op på LinkedIn og sige: ”Så er den her. Kom og læs!”, hvis jeg skulle sparke ordentligt gang i magasinet., ” fortæller Mathias med hentydning til den video, som han også optog ifm. lanceringen af jobmagasinet.

”Filmen til LinkedIn skulle skabe opmærksomhed og sparke magasinet ud over rampen. Videoens formål var at fortælle to ting: 1. Jeg søger nyt job. 2. Jobbet skal være inden for kreativitet og kommunikation. Stilen i videoen måtte også gerne afspejle tonen i magasinet for at skabe sammenhæng. Derfor var det også helt naturligt at placere magasinet nede i SuperBrugsens frostboks og dumpe det på gulvet i 4A’eren mod Brabrand.  Det virker meget afvæbnende og viser forhåbentlig, at jeg ikke tager mig selv alt for seriøst, Med hjælp fra en god ven tog det et par timer at filme videoen i det aarhusianske bybillede, og så brugte jeg yderligere nogle timer på at klippe videoen sammen.”

Resultatet: 12.000+ visninger. 540 downloads. 10 kaffemøder and still counting.

Mathias’ kampagne er i skrivende stund (december ’18) fortsat i gang, men allerede nu konstaterer han, at kampagnen har været en overvældende succes, der tilmed har været sjov at lave.

”Jeg synes, at modtagelsen er gået over al forventning. Jeg har fået en hel del positive tilkendegivelser og ros for det, jeg har lavet. Når man har siddet og arbejdet koncentreret med et projekt over så lang tid, så mister man på et tidspunkt fornemmelsen for, om det overhovedet er godt, det man har lavet. Så det har været helt fantastisk at få så god respons på magasinet, da det udkom. Men jeg må også indrømme, at kynikeren i mig blev lidt overrasket over, at der faktisk ikke har været én eneste mavesur eller bedrevidende kommentar. Og det er jo meget bekræftende.”

Magasinet er blevet downloadet 540 gange, mens videoen i LinkedIn-opslaget har fået lidt over 12.000 visninger (november ’18). Og dén eksponering har kastet flere dialoger af sig.

”I løbet af de første uger efter lanceringen har jeg haft nogle spændende kaffemøder, som er endt ud i spændende freelance-opgaver og flere jobsamtaler. Men det endelige jobtilbud står jeg ikke med i hånden endnu, men det håber jeg selvfølgelig på at ramme inden længe. Her i første rul har jeg primært afleveret magasinet til bureauer, men min næste indsats bliver at sende det ud til udvalgte mindre og mellemstore virksomheder, som jeg synes er interessante. Det er tit her, at der er plads til at sætte gang i markedsføringen, ” slutter en, forståeligt nok, optimistisk Mathias.

Mathias’ tre jobsøgningsråd til andre jobsøgere

  • Skil. Dig. Ud.

    ”Jeg synes, at man som jobsøger skal turde satse. Det er lidt det, jeg har gjort her, og jeg har i virkeligheden også blottet mig selv en lille smule og har prøvet at vise noget personlighed. Det har krævet både mod og tilløb, men jeg synes, det er det værd. Og når man har min baggrund, hvor der er mange om buddet, er man bare nødt til i det mindste at prøve at skille sig ud.

  • Jobsamtalen: Tjekliste-forhør eller nysgerrig dialog?

    ”Når man er til jobsamtale, synes jeg egentlig, at noget så banalt som at mærke efter, er vigtigt. For eksempel tror jeg, at det er vigtigt at tænke over, om jobsamtalen har været et forhør, hvor virksomheden bare forsøger at finde ud af, om man passer ind i dén kasse, de har lavet – eller om det faktisk er en dialog om, hvordan vi passer sammen. Så vær klar i spyttet omkring, hvad du har brug for fra din nye eller første arbejdsplads. Forbered et par spørgsmål hjemmefra, som kan hjælpe dig med at få afklaret, om virksomheden er et sted for dig.

  • Hav dig selv med hele vejen

    ”Når du sidder til jobsamtale, skal du ikke svare på spørgsmålene på dén måde, du tror, modtageren gerne vil høre. Det kan nogle gange godt være den naturlige strategi, du følger i situationen – specielt hvis du er nervøs, eller føler dig en smule presset. Prøv i stedet, så vidt muligt, at have dig selv med og få sagt det, du mener så klart og ærligt som muligt. Hvis du ender med at få jobbet på en forkert baggrund, fordi du gik på kompromis med dine egne faglige og personlige behov for at passe ind i virksomheden, så ender du sandsynligvis også med at køre død i jobbet lidt for hurtigt. ”

image_printUdskriv eller gem som PDF