Nicoles proaktive jobsøgning: Research, kontakt og opfølgning

4 min. læsetid
07. januar 2019

Det betaler sig at kontakte virksomheder uopfordret, være vedholdende og følge op. Det er Nicole et godt bevis på. Læs her, hvordan det lykkedes hende at åbne døren til drømmejobbet med en god portion vedholdenhed og virksomhedskontakt (og en personlighedstest) – og få inspiration til, hvordan du kan gøre hende kunsten efter.

I september modtog vi en mail fra Nicole, som en måneds tid forinden havde været på et jobsøgningskursus hos os. I mailens overskrift stod: ”Succeshistorie”. Den slags, synes vi, skal deles. Så vi bringer her et interview med Nicole, der blev uddannet cand. it i sommer, hvor hun beretter om, hvordan hun fik succes med proaktiv jobsøgning.

Vi starter med slutningen – resultatet af succeshistorien: Nicole sidder i dag i sin drømmestilling som projektleder i en it-virksomhed, hvor hun planlægger og koordinerer it-udviklernes og it-konsulenternes kundevendte aktiviteter. En drømmestilling, som hun ikke havde troet, at hun ville komme til at starte ud med. En opfattelse, som kun blev forstærket af de afslag, hun modtog i den første tid som jobsøger, hvor hun primært søgte opslåede stillinger:

”Til mange af samtalerne svarede jeg, at mit drømmejob var en projektlederstilling. Den endelige respons fra virksomhederne var ofte, at de havde valgt en kandidat med mere erfaring.”

”Hvis virksomhederne tager telefonen, har de også tid”

For Nicole blev en kursusdag med træning i at ringe uopfordret til virksomheder startskuddet til en ny jobsøgningsstrategi. Der var hurtigt hul igennem til en virksomhed.

”Den anden virksomhed, jeg ringede til, ville gerne modtage mit CV, så det fik jeg sendt af sted hurtigt. På kurset (red. Vækst via viden) havde jeg lært, at jeg ikke skulle opsøge HR-funktionen i en virksomhed, men tage direkte kontakt til en leder. Fordi en leder har større beslutningskraft.”

Den positive oplevelse med den uopfordrede henvendelse gjorde, at Nicole begyndte at prioritere virksomhedskontakten i sin jobsøgning:

”Jeg lavede en plan for min ringeaktivitet. Jeg satte mig for at ringe til én virksomhed om dagen, som jeg havde researchet på. Og jeg noterede, hvis jeg fik lov til at sende mit CV – i mailen skrev jeg, at jeg ville vende tilbage efter 2-3 dage. Og det gjorde jeg så. Jeg fandt ud af, at det ikke var så farligt at ringe. Hvis virksomhederne tager telefonen, så har de også tid.”

 

Vedholdenhed og personlighedstest åbnede døren til drømmestilling

Virksomheden, der havde modtaget Nicoles CV, besvarede modtagelsen med tavshed. Men i stedet for at tænke, at virksomheden nok ikke var interesseret i hende, tog Nicole initiativ.

”Jeg tog kontakt til virksomheden igen. Og her lød beskeden, at de gerne ville drøfte mig på et ledermøde. Det var ret praktisk, at jeg kendte datoen for det møde. Jeg var nok lidt utålmodig, og jeg ringede derfor op ret hurtigt efter dette møde.”

 
 

4 fifs og facts om uopfordret jobsøgning

  • 1. Det kan godt betale sig at søge uopfordret. 74% af virksomhederne svarer, at de har prøvet at ansætte en person, der søgte opfordret (Kilde: Rekrutteringsanalysen 2014).

  • 2. Riiiing, men gør det relativt kort. Virksomhederne synes, at et gennemsnitligt opkald skal vare 4 minutter og 36 sekunder (Kilde: Rekrutteringsanalysen 2016).

  • 3. Skab og brug dit netværk. I 2018 anvendte 58% af virksomhederne ‘netværk’ som rekrutteringskanal ved den seneste ansættelse.

  • 4. Stil dig til rådighed for heldet. Effektiv uopfordret jobsøgning handler i særdeleshed om timing. Hele 72% af virksomhederne angiver, at det var et spørgsmål om held og timing, da den seneste ‘uopfordrede jobsøger’ lykkedes med at blive ansat (Kilde: Rekrutteringsanalysen 2014).

Nicoles vedholdenhed blev belønnet med en invitation til en samtale. Her blev hun bl.a. spurgt om, hvad der var hendes drømmejob.

”Da jeg til mange af de tidligere samtaler, hvor jeg ikke var gået videre, havde svaret, at mit drømmejob var en projektlederstilling, tænkte jeg her, at det nok var klogere at svare, at jeg var interesseret i en konsulentstilling. Fordi det nok var det, de gerne ville høre.”

Efter samtalen blev Nicole bedt om at tage en personlighedstest. Og resultatet af testen var ikke overraskende for Nicole. Hvad hun ikke havde set komme var, at den åbnede døren til drømmestillingen.

”Testen viste, at jeg nok ville passe bedre i en projektlederstilling. Til anden samtale havde vi en snak om testen, og det endte med, at virksomheden tilbød mig en projektlederstilling.”

 

Du skiller dig ud ved at ringe uopfordret

Som nyuddannet havde Nicole begrænset erhvervserfaring, primært fra de virksomhedsprojekter, som hun havde arbejdet med under sin studietid. Med sin uopfordrede henvendelse til virksomheden styrede hun derfor uden om den sædvanlige konkurrence, der er fra andre kandidater ved opslåede stillinger. En konkurrence, hvor erfaring ofte er et parameter, som virksomhederne kigger til, når de skal vælge den endelige kandidat.

Den proaktive jobsøgning er et særligt klogt træk i den it-branche, som Nicoles uddannelse kvalificerer hende til. Og Nicole er ikke i tvivl om, hvilken jobsøgningsstrategi der virker:

”Havde jeg ikke søgt uopfordret, havde jeg ikke fået jobbet. Jeg har også lært, at jeg skal netværke, netværke og netværke. Det er et af ballisagers budskaber, men det er rammende for den del af it-branchen, som jeg er i. Selvom der er mangel på arbejdskraft i min branche, er det stadig lidt svært som nyuddannet at vinde konkurrencen om stillingerne. Ved at ringe til virksomhederne gjorde jeg mig synlig, det gjorde jeg ikke med ansøgninger til opslåede stillinger.”

 

Nicoles råd: ”Følg altid op”

Nicole håber, at hendes succeshistorie kan tjene som inspiration til andre. Den opfølgende virksomhedskontakt krævede vedholdenhed og en god portion stædighed.

”Jeg lærte også, at virksomhederne har travlt. Hvis virksomheden ikke vender tilbage, så følg op, for der kan være mange grunde til, at de ikke får ringet tilbage i en travl hverdag. Deres tavshed er ikke partout et udtryk for, at de ikke er interesseret i dig. Jeg ved fx, at den virksomhed, hvor jeg nu er blevet ansat, havde flere projekter, som kan forklare, at de ikke ringede tilbage. Og så var det godt, at jeg gjorde det.”

Processen har lært Nicole, at man ikke skal konkludere resultatet af virksomhedens beslutning, hvis man ikke hører noget fra dem – man skal følge op og spørge.

”Ring uopfordret – det åbner døre, der ellers ikke er tilgængelige. Følg op, følg op, følg op. Ellers bliver du bare glemt igen.”

 
 

Proaktiv jobsøgning i tre (og fire) trin:

  • 1. Research virksomheden

  • 2. Ring til virksomheden

  • 3. Følg op

  • (4.) Følg op igen