6 ud af 10 stillinger i det private bliver ikke slået op

2 min. læsetid
06. august 2019

Søger du job? Så hold øje med ”de usynlige stillinger”. Hvert andet job på det danske arbejdsmarked bliver nemlig aldrig slået op. I stedet besættes det gennem netværk eller uopfordrede ansøgninger. Og rekruttering i det offentlige er ingen undtagelse – her besættes hvert tredje job udenom stillingsopslag. Det viser vores Kandidatanalyse. Vi har bedt Morten Ballisager kommentere på den nye rekrutteringsviden, og han giver i samme ombæring et par gode råd til alle jobsøgere.

 

Kandidatanalysen 2019: 1.554 danske lønmodtagere i den arbejdsdygtige alder (18-65 år) har svaret på 38 spørgsmål, hvor vi undersøger deres holdninger, motivation og præferencer i deres arbejdsliv og karriere. Undersøgelsen er udarbejdet af Voxmeter. Vi formidler alle resultaterne fra undersøgelsen i en lang artikelserie her på hjemmesiden.

 

Det usynlige, “sorte” jobmarked: Hver 2. stilling bliver ikke slået op

Danmark er et særligt land, når det handler om jobsøgning. Vi udveksler nemlig jobs på et sort marked som få andre nationer. De fleste jobs bliver handlet på plads uden, at der har været et stillingsopslag. Det viser vores Kandidatanalyse, hvor godt halvdelen af respondenterne kunne svare nej til spørgsmålet, om der var lavet et officielt stillingsopslag, da de fik deres seneste job:

 

 

”Det betyder, at du ikke kan være god til at søge job, hvis du kun responderer på opslåede jobs. Dette sorte jobmarked er primært godt for de ekstroverte og opsøgende jobsøgere, der ikke har det store behov at ty til den mere ”trygge” fremgangsmåde, som de opslåede stillinger tilbyder”.

– Morten Ballisager, direktør i Konsulenthuset ballisager

 
 

6 ud af 10 stillinger i det private – og 3 ud af 10  i det offentlige – besættes uden officielt stillingsopslag

Af vores Kandidatanalyse fremgår det også, at ”de usynlige stillinger” først og fremmest skal findes på private arbejdspladser. 62 procent af de private jobs bliver aldrig slået op, mens det kun er halvt så mange af de offentlige jobs – nemlig 31 procent – der ikke bliver slået op.

Det er også værd at bemærke, at det usynlige jobmarked er størst i de små private virksomheder (69%).

 

”3 ud af 10 stillinger i den offentlige sektor bliver ikke slået op, dvs. der er jobs i den offentlige sektor, du aldrig vil finde et stillingsopslag på. Det er fx korte ansættelser på op til 3 måneder og projektansættelser. Vær med andre ord opmærksom på, at der også i den offentlige sektor eksisterer et usynligt jobmarked, hvor stillinger besættes via andre kanaler”.

– Morten Ballisager, direktør i Konsulenthuset ballisager

 

 

Netværk og uopfordrede henvendelser er vejen til usynlige jobs

Analysen løfter også sløret for, hvordan de usynlige jobs besættes:

  • 39% besættes via netværk
  • 27% via uopfordrede henvendelser
  • 9% via en headhunter
  • Kun 1% via sociale medier.
 

 

”Netværket er og bliver en nødvendig del af en vellykket jobsøgningsstrategi. Det er lige så vigtigt at beherske netværksteknikker, som det er at have styr på CV og ansøgning. Det er de færreste jobsøgere bevidste om. Så få kortlagt dit netværk, hvis du skal ud og søge job”.

– Morten Ballisager, direktør i Konsulenthuset ballisager

 

Uopfordret jobsøgning i det offentlige er ikke lukket land

Inden for det offentlige besættes flere jobs gennem uopfordrede henvendelser (29%) end netværk (27%). Det vidner om, at ”det formelle” aldrig helt forsvinder i en offentlig rekrutteringsproces.

Morten er derfor klar med enkle råd til alle jobsøgere, der vil søge job i det offentlige:

 

”Brug dit netværk til at få informationer om behov og udfordringer i virksomheden, og send så den uopfordrede ansøgning afsted. Hvis nu du rammer spot on som løsning på et problem i en offentlig organisation, kan der opstå en ny stilling, der i så fald jo vil være skræddersyet til dig”.

– Morten Ballisager, direktør i Konsulenthuset ballisager