Uopfordret jobsøgning i en corona-tid: Camilla og Ida Maria viser vejen

5 min. læsetid
18. januar 2024

Uopfordret jobsøgning gav gevinst for Ida Maria og Camilla. De har begge været tilknyttet et forløb hos konsulenthuset Ballisager i Aalborg og er nu pr. 1. juni startet op i praktik. Det vil blive efterfuldt af løntilskud. De er startet hos den nordjyske virksomhed Blæksprutten, der leverer privat hjemmepleje og erhvervsrengøring. Uafhængigt af hinanden er de to akademikere kommet ind i virksomheden ved uopfordret jobsøgning. De har kontaktet os for at fortælle deres historie til andre jobsøgende derude. For som de siger: ”At en mindre virksomhed vælger at tage os ind på trods af efterdønningerne af denne svære corona-tid, kan forhåbentligt motivere andre til at tro på, at det godt kan lade sig gøre.”

Ida Maria og Camilla har for nyligt uafhængigt af hinanden fået en fod indenfor hos Blæksprutten ved at fokusere på uopfordret jobsøgning. Ida Maria og Camilla kommer med to forskellige faglige baggrunde. Uopfordret jobsøgning mundede ud i først en virksomhedspraktik og nu et løntilskud. Adm. direktør i Blæksprutten, Vibeke Haaning, valgte at tage de to akademikere ind samtidigt og forklarer her lidt om baggrunden:

”Camilla og Ida Maria kontaktede mig faktisk begge på det helt rigtige tidspunkt. Som virksomhed var vi klar til at tænke strategisk. Vi vil sætte fokus på tiltag, der kan skabe mere aktiv synlighed omkring Blæksprutten. De har begge forståelse og erfaring fra sundhedsområdet. Derudover har de begge mærket og erfaret “den virkelige verden” gennem tidligere ansættelser og studiejob. Jeg fornemmede ved det personlige møde, at de begge var selvkørende. De havde lysten og drivet til at tage initiativ, og det var for mig vigtigt. Jeg føler mig sikker på, at de kan og vil klare dagen og opgaverne selv. ”

Den opmærksomme læser vil måske undre sig over, at det blev til hele to ”akademiker-tilknytninger” samtidig. Men det er ikke helt tilfældigt, fortæller Vibeke:

”Jeg valgte at tage dem begge med ind i virksomheden. På den måde har de hinanden at sparre med. Jeg tror de fleste af os ved, at det er nemmere at komme fra start med et projekt, når vi har nogle, som vi aktivt kan sparre med. Og så vurderede jeg, at der var mulighed for, at de kunne blive et godt team efter at have mødt dem begge to. Jeg forventer, at Blæksprutten er blevet dobbelt størrelse til jul, ” siger Vibeke Haaning med et glimt i øjet.

  • Ida Maria og Camillas baggrund

    Ida Maria har en kandidat indenfor kommunikation og Virksomhedsledelse fra Roskilde Universitet, med mange års erfaring indenfor plejefag samt erfaring med koordinering, processer og markedsføring.

    Camilla er uddannet sygeplejerske i 2012 og kommer med bred erfaring fra praksis. Derudover har hun en kandidat i folkesundhedsvidenskab fra Aalborg Universitet og har senest været ansat i en kommunikationsvirksomhed med fokus på at koordinere og udføre opgaver indenfor tekstforfatning primært til online-platforme. 

Søgte mod en vækstvirksomhed med alsidige jobmuligheder

Som jobsøger kan det være svært at finde ud af, hvilken virksomhed man skal søge job i. Nogle af de typiske spørgsmål, der rejser sig er: Hvad skal jeg kigge efter? Skal det være i min branche eller ej? Hvordan finder jeg ud af, om der er ”ansættelsespotentiale” i virksomheden?

Ida Maria og Camilla valgte begge at søge målrettet ind i Blæksprutten ved uopfordret jobsøgning. De havde hver deres motiver. Men fælles for dem begge er, at de så en mulighed for at samle erfaring med alsidige arbejdsopgaver inden for deres branche og fagområde.

”Jeg tænkte, at det kunne være virkelig spændende at få lov til at være en del af en privat virksomhed, der leverer hjemmehjælp. Det kunne danne et godt modspil til de erfaringer og forståelser, jeg har med fra plejeområdet i det kommunale og regionale sundhedsvæsen. Samtidig fremstod Blæksprutten som en virksomhed med mange muligheder på tværs af de mange forskellige afdelinger og aktiviteter, de har, ” fortæller Camilla.

For Ida Maria handlede det også om, at hun havde øjnet en vækstvirksomhed med forskellige arbejdsområder og ambitiøse mål.

”Jeg håbede, at de kunne bruge mig på kontoret et sted. Blæksprutten er en spændende, mellemstor, privat virksomhed, som vækster og har store ambitioner. Og så er der bare mange spændende og blandede arbejdsopgaver på tværs af organisationen, ” forklarer Ida Maria.

Ny by. Nyt netværk. Nyt job?

Idas største udfordring i jobsøgningen var manglen på netværk og kendskab til virksomheder og jobmarkedet i Aalborg. Hun var nemlig lige flyttet til den nordjyske storby fra København og skulle starte helt fra scratch:

”Det var en stor udfordring for mig, at jeg er nytilflyttet til Aalborg. Jeg mangler både det netværk og det kendskab til virksomheder og jobmarked i Aalborg, som jeg havde i København. Jeg flyttede fra København lige, da specialet blev afleveret. Til en by, jeg ikke kendte (red. Ida Maria er fra Silkeborg), og flyttede derfor væk fra det netværk, som kunne have været en stor hjælp til at lande mit første job efter studiet, ” siger Ida Maria.

LinkedIn gav kaffemøder og vigtige informationer

Netværksudfordringen stod Ida Maria dog ikke alene med. Camilla havde også et behov for at få udvidet netværket. Derfor valgte de begge to at bruge LinkedIn som et aktivt redskab til at kontakte relevante personer mhp. at indsamle informationer. Det var ikke nødvendigvis for at få et job. Men det har været en stor succes for dem begge, fortæller Camilla:

”Vi har (selvfølgelig) søgt opslåede stillinger. Jeg fandt med tiden ud af, at det var en klar fordel at bruge LinkedIn. At udvide vores netværk ad den vej. Faktisk har det været en virkelig god oplevelse at kontakte relevante personer på LinkedIn. Jeg har kunnet få mere viden om en konkret virksomhed, stilling og lignende. Folk er utrolig imødekommende og hjælpsomme, når vi har kontaktet dem med en nysgerrig tilgang. Det har også ført til flere kaffemøder og samtaler.”

Et motivationsboost og nogle konkrete jobsøgningsråd

Camilla og Ida Maria var begge igennem et jobsøgningsforløb hos Konsulenthuset ballisager. Det gav både blod på tanden og nogle konkrete værktøjer til uopfordret jobsøgning.

”Ballisager gav et rigtig tiltrængt spark i rumpetten ift. igen at gribe telefonen og ringe rundt. Corona medførte at flere kaffesamtaler og åbne aftaler om løntilskud og praktik blev udskudt på ubestemt tid, ” fortæller Ida Maria og Camilla tilføjer:

”Jeg fik nogle helt konkrete og brugbare værktøjer ift. uopfordret jobsøgning. Det var en simpel ting som at bruge telefonisk kontakt til en potentiel arbejdsgiver. Jeg lærte at fokusere på, hvilke kvalifikationer virksomheden vægtede højt hos nye medarbejdere. Før det ville jeg bruge taletiden på at sælge mig selv.”

Ringede direkte til lederen

Succesopskriften for uopfordret jobsøgning er ud fra Ida Maria og Camillas perspektiv en lille smule forskellig fra hinanden. Ida Maria ringede direkte til virksomhedslederen. Camilla sendte derimod først sit CV via mail med en ”varsling” om, at hun ville ringe senere.

”Jeg ringede til Vibeke (red. lederen af Blæksprutten) og spurgte om hun kunne være interesseret i et kaffemøde med mig. Fokus var om de kunne bruge mig på kontoret, her op til barsel (red. Ida Maria landede en aftale tre måneder før termin), i praktik og løntilskud. Jeg var så heldig, at de netop havde behov for min profil lige nu, så hun sagde straks ja til en snak,” fortæller Ida Maria og suppleres af Camilla:

”Jeg sendte mit CV til Vibeke. I mailen skrev jeg, at jeg ville give hende et kald om tre dage. På den måde kunne jeg følge op på, om der måske var en jobåbning indenfor den nærmeste fremtid. Jeg var så heldig, at hun svarede tilbage efter 15 min., og derefter mødtes vi til en samtale.”

I skrivende stund venter Camilla og Ida Maria på at få afklaret, om de kan fortsætte i virksomheden, når deres løntilskud udløber. Og de håber selvfølgelig på at kunne skabe deres egen stilling ved at bidrage til at vækste virksomheden gennem fx deres markedsføringsindsats.

image_printUdskriv eller gem som PDF