Personlighed: Hvad er det egentlig for en størrelse?

Af |2019-05-07T09:44:30+01:0019 januar, 2019|
Læsetid: 8 min.

Nedenstående er et blogindlæg skrevet af Kathrine Solgaard Sørensen, rekrutteringsforsker i Konsulenthuset ballisager.

”Personlighed – det ved vi da godt, hvad er. Det er jo noget, vi alle sammen har. Det er sådan en slags tilbøjeligheder, træk eller karakteristika, som er definerende for, hvem vi er.”

Når jeg fortæller om den samme oplevelse til to forskellige veninder, har jeg på forhånd en forventning om, hvordan de hver især vil reagere. I hvert fald sådan cirka. Jeg kender jo deres personlighed. Personligheden gør os dejligt genkendelige og forudsigelige for hinanden.

Men, men, men! Der er mange andre historier at fortælle om personligheden, som knap så ofte bliver fortalt.

Det er bl.a. historien om, hvordan vores forestillinger om personligheden, historisk set, er blevet til. Historien om, hvordan vi i dag betragter den størrelse, vi kalder ”personlighed”. Og historien om, hvordan vi forsøger at afdække personligheden og gør den til en forklarende årsag for vores adfærd.

De tre historier vil jeg fortælle mere om i dette blogindlæg.

1. Historisk tilbageblik på personlighed: Hvordan opstod begrebet?

Historien om personlighedens oprindelse begynder ofte med genetik, hjernestrukturer, tidlig barndom, tilknytningsmønstre eller opdragelse.

Historien, jeg vil fortælle, begynder dog et andet sted, og den udspiller sig blandt andet i mellemkrigstiden. Den handler om personlighedens rejse ind i psykologien. Personligheden har nemlig ikke altid været et psykologisk begreb. Det blev begrebet først i mellemkrigstiden.

I århundrederne op til mellemkrigstiden var ”personligheden” så at sige på en udviklingsrejse. Personligheden havde hidtil primært været en teologisk, juridisk og etisk kategori, men i slutningen af det 19. århundrede skete der noget nyt. Personligheden blev ”medikaliseret” af franske læger.

Personligheden blev altså noget nyt, noget den ikke havde været før: Personligheden blev en naturlig, legemliggjort entitet, som kan rammes af sygdom. Og først fra begyndelsen af det 20. århundrede vandt begrebet faktisk terræn i folkemunde og populærlitteraturen, f.eks. i selvudviklingsbøger.

Så langt så godt. Men hvordan rejste kategorien videre ind i den akademiske psykologi?

Her spiller den tidlige forskning i psykometri og intelligens en særlig rolle. I slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet var bl.a. Francis Galton og Alfred Binet interesseret i menneskelig forskellighed, og de begyndte at udvikle tests til måling af mentale evner og intelligens. Testresultaterne viste sig at korrelere med akademisk succes, men det viste sig også, at de ikke havde den store anvendelighed i ikke-akademiske sammenhænge. De institutionelle krav om objektive metoder til at foretage social udvælgelse krævede, at intelligenstesten måtte suppleres med instrumenter, der kunne måle de ikke-intellektuelle kvaliteter eller træk. Men hvad skulle man kalde disse træk?

Her tilbød personlighedsbegrebet sig selv som en oplagt kandidat: Begrebet var som nævnt blevet populært i folkemunde, og lægevidenskaben havde allerede operationaliseret personligheden som en helhed bestående af en række komponenter. Det passede som fod i hose til de amerikanske psykologers agenda.

Personligheden blev set som noget, der kunne give anledning til fremtidige individuelle og sociale problemer, og derfor var drømmen for de amerikanske psykologer at kunne identificere, klassificere og måle personligheden – en oplagt opgave for psykologien, som jo allerede havde løftet en tilsvarende opgave med intelligensen. Målet for personlighedspsykologien blev altså at kortlægge nogle basale og universelle komponenter, som tilsammen udgør personligheden.

Dette projekt arbejdede inden for en ramme af antagelser, som der var så bred tiltro til i befolkningen, at de til en start undveg et kritisk eftersyn. Her kommer to af de centrale antagelser.

  • Antagelse #1: Menneskelig adfærd er et udtryk for en essens indeni individet – en essens, der vedbliver at være den samme uafhængigt af omstændighederne.

    Essenstankegangen var den gængse opfattelse af personligheden dengang, og det har ikke ændret sig synderligt den dag i dag. Tanken er, at du er, som du er, og det kan ikke laves om uanset situationen.

    Personlighedspsykologien tilføjede dertil den finesse, at forskelligheder mellem mennesker er rent kvantitative: Vi besidder alle det samme universelle sæt af egenskaber, og forskellen mellem os er, at vi kan tildeles forskellige positioner på de egenskaber. Personligheden blev altså konstitueret i psykologien som summen af nogle målbare og universelt tilstedeværende komponenter.

  • Antagelse #2: Personligheden eksisterer som en virkelig og naturlig entitet uafhængigt af, hvordan den beskrives.

    Til trods for denne antagelse blev personligheden alligevel undersøgt rent sprogligt gennem verbale beskrivelser.

    Personligheden var blevet en entitet indeni individet, som på den ene side burde behandles ligesom andre naturvidenskabelige objekter, men som man på den anden side kun havde videnskabelig adgang til og kunne måle på gennem (hverdags)sproglige beskrivelser, hvor folk selv siger og forklarer, hvem de er – gennem sproget.

    Et nærliggende spørgsmål er, om denne tilgang kunne påstå at skabe viden om andet end det sprog, vi har for personlighedsbeskrivelser?

    Der blev ikke sat spørgsmålstegn ved om sprog virkelig repræsenterer virkeligheden. Faktisk blev det taget for givet, at sproget er en direkte refleksion af en objektiv verden, der eksisterer udenfor og uafhængigt af sproget. Derfor blev det heller ikke problematiseret, at man udforskede personligheden rent gennem sproget, for det måtte jo være ligesom at observere personligheden i et spejl.

2. Personlighed: Hvor står vi i dag?

Personlighedens historiske granskning minder os om noget, de færreste tænker over i dagligdagen, nemlig at personligheden IKKE er et naturgivent fænomen.

Personlighed er en kategori, en konstruktion, som har en tilblivelseshistorie, der kunne have været anderledes. Personligheden har haft skiftende betydninger og funktioner gennem tiden, og den transformeredes også på sin rejse ind i psykologien.

Historien fortæller os noget om, hvordan personligheden er blevet til det, den er i dag. Hvordan den for eksempel blev en del af den menneskelige natur, bestående af universelle komponenter, som er uafhængige af sprog, kultur og historie.

Men personlighedspsykologien har også udviklet sig meget sidenhen, og der er mange forskellige bud på, hvad personligheden er, og hvordan den skabes:

  • Er den fx stabil eller processuel?

  • Består den af nogle universelle træk, eller konstitueres den narrativt, relationelt, diskursivt, og refleksivt?

    Læs evt. mere i Bank, M. (2014). Narrative teorier. I: S. Køppe & J. Dammeyer (Eds.), Personlighedspsykologi – en grundbog om personlighed og subjektivitet. København: Hans Reitzel.

Der er ingen simpel eller entydig historie at fortælle om personlighedsbegrebets status i psykologien i dag.

Personligheden er nemlig blevet et paraplybegreb, og personlighedsteorierne er mange. Til trods for den teoretiske udvikling på det personlighedspsykologiske område er den gængse opfattelse af personligheden alligevel meget lig de oprindelige antagelser:

I dagligdagen forstår de fleste personligheden som en indre essens, der eksisterer uafhængigt af omstændigheder og beskrivelser. Muligvis varierer vores adfærd på tværs af kontekster, men det gør personligheden ikke. Vi tænker og behandler personligheden som et forholdsvis stabilt objekt, der findes indeni os alle. Den gør os forskellige fra hinanden, og ikke mindst genkendelige og forudsigelige for hinanden.

3. Personlighed: Årsag eller virkning?

Et interessant aspekt ved personlighedskategorien er netop, hvordan personligheden forventes at kunne forudsige en bestemt adfærd. Personligheden bliver ofte gjort til årsagen – altså til det bagvedliggende – for et bestemt sæt tanke- og handlemønstre. Det er en slags årsag-virkning-logik, som fx er på spil, når vi siger:

”Hun er meget udadvendt, så hun er helt sikkert lynhurtig til at få skabt gode relationer til sine nye kolleger”.

Personlighedstests som ”forudsigelsesværktøj”

Det er samme logik, der også gør personlighedstesten til et centralt værktøj i rekrutteringssammenhænge. Vi vil gerne vide, hvad vi kan forvente af ansøgerne, og personlighedstestens resultater giver os netop et praj om, hvilken adfærd vi kan forvente af kandidaten.

Scorer kandidaten højt på ”samvittighedsfuldhed”, så forventer vi en velorganiseret og struktureret adfærd. Scorer kandidaten derimod lavt på denne parameter, så forventer vi ikke at se den store omhu.

Personlighedstesten er altså en genvej til det billede af personligheden, som vi normalt skaber os over tid gennem samvær med hinanden. Et shortcut, vi har brug for fx i en ansættelsessammenhæng, hvor der er begrænset tid til at lære hver kandidat at kende.

Personligheden er nemlig et svært tilgængeligt objekt, som ikke er synligt med det blotte øje.  Fra personlighedstestens fødsel i mellemkrigstiden og til den dag i dag er det en grundlæggende præmis, at vi får personligheden frem i lyset ved at stille en række spørgsmål om personlige attributter, præferencer og adfærdsmønstre. På baggrund af besvarelsen får vi et testresultat, der tildeler personen en position på eller grad af nogle personlighedsparametre – hvilke, og hvor mange, varierer fra det ene testsystem til det andet.

Et eksempel på årsag-virkning-logik (kausalitet) i personlighedstests

De fleste personlighedstests har rødder i trækteori, som er en retning inden for personlighedspsykologien, der bygger videre på de oprindelige antagelser og aspirationer. Et eksempel er Costa og McCrae’s femfaktormodel (The Big Five), som er en af de mest kendte og indflydelsesrige trækteorier. Den rummer fem personlighedstræk – neuroticisme, udadvendthed, åbenhed, venlighed og samvittighedsfuldhed – der hver kan underinddeles i seks faktorer.

Ligegyldigt hvilket af de tilgængelige testsystemer, man anvender, er det essentielle, at personligheden gøres til årsag i forklaringer. Tag eksemplet fra før: ”Hun er meget udadvendt, så hun er helt sikkert lynhurtig til at få skabt gode relationer til sine nye kolleger”. Personlighedstrækket udadvendthed gøres til årsag, og virkningen eller resultatet, er en bestemt udadvendt adfærd.

Og hvordan fandt vi ud af, at hun er udadvendt?

Det gjorde vi ved at stille hende en række spørgsmål i en test om hendes præferencer og adfærd ift. relationer og samvær med andre. Det er altså hendes egne input om sin egen adfærd, der fører til konklusionen om – ja, sin egen adfærd.

Lokker personlighedstests os til at lave pseudoforklaringer?

Dette er hvad den engelsk-amerikanske antropolog, Gregory Bateson, har beskrevet som et ”dormitivt princip”. Det dormitive princip er en særlig form for pseudoforklaring, eller tom forklaring, og begrebet udspringer fra Molières komedie ”Den indbildt syge”. I stykket forklarer en medicinstuderende opiums søvndyssende virkning med … opiums ”dormitive virtue” (som blot er en mere imponerende måde at sige ”søvndyssende virkning” på). Der er tale om en form for tautologi, hvor noget bliver forklaret med sig selv, bare fremstillet med andre ord – gerne ord, som lyder mere kloge, overbevisende eller abstrakte.

Når vi med personlighedstests spørger ind til præferencer og adfærd, bruger besvarelserne til at bestemme kandidatens personlighedsprofil, og derefter bruger personlighedsprofilen til at forklare kandidatens præferencer og adfærd – så er det en tom forklaring. Et dormitivt princip. Personlighedstrækkene er i testsammenhængen en kategorisering af kandidatens tilbøjeligheder og adfærd, og ikke en årsag til kandidatens adfærd.

Heldigvis behøver man da heller ikke årsager for at forudsige – blot regularitet. Den, der normalt opfører sig udadvendt, vil sikkert også fortsætte med at opføre sig udadvendt. I hvert fald under tilsvarende omstændigheder. Så selvom årsagsforklaringerne er pseudovidenskabelige, så er redskabets forudsigelseskraft det ikke nødvendigvis.

Udfordringen er snarere, at personlighedstesten let forfører os til at tro, at vi kan finde ud af, hvem folk i virkeligheden er. Altså bag “masken” og den tilpassede adfærd, hvor personligheden forventes at gemme sig. Det pseudovidenskabelige element fastlåser os i bestemte tænkemåder, der gør, at personlighedstestens resultater nemt misforstås som årsager. Disse pseudovidenskabelige forklaringer gør testgiverne magtfulde og giver deres udsagn en særlig pondus.

Det store spørgsmål bliver derfor, hvad man mon går glip af, hvis man baserer sine rekrutteringsprocesser på en personlighedstest, der skaber en profil bestående af forholdsvis stabile personlighedstræk, som så gøres til årsag, selvom der egentlig blot er tale om en selvrapporteret regularitet?

Det gør i hvert fald, at andre relevante tænkemåder om personligheden skubbes i baggrunden. Tænkemåder, der i højere grad peger på potentialer og udviklingsmuligheder. For eksempel kunne man se personligheden som en række vaner, man også kan arbejde med og ændre. Eller se personligheden som de fortællinger, vi skaber om os selv i samspillet med andre, herunder vores kollegaer og leder.

4. Konklusionen

Det er dybt indlejret i vores sprog, værktøjer og tankegang, at personligheden er den stabile og bagvedliggende primus motor for vores forskellige måder at tænke og handle på.

Og det er den måske også. Men for bare 100 år siden var personligheden noget andet. Og kigger vi ind i den bredere pallette af personlighedsteorier, er personligheden også i dag mere end én ting.

Der kan være gode grunde til at tildele personlighedstests stor betydning i rekrutteringssammenhænge. De kan fx bidrage med struktur til en jobsamtale, og de tilbyder os nogle kategorier, som kan hjælpe os til hurtigt at skabe et billede af det menneske, vi sidder overfor.

Men husk: Kategorier er kategorier – ikke årsager og reel adfærd.

Kathrine_Solgaard_Soerensen_rekrutteringsforsker_

Kathrine Solgaard Sørensen

  • Rekrutteringsforsker

  • Forsker i Onboarding, interviews og mange andre dele af rekrutteringsprocessen hos ballisager frem til 2021.

image_printUdskriv eller gem som PDF