Dette kigger arbejdsgiverne først efter i dit CV

5 min. læsetid
18. januar 2024

Erhvervserfaring, uddannelse, ansættelsesvarighed, særlige kompetencer, bopæl, alder, køn, ledighedsperioder – hvad kigger arbejdsgiverne efter, når de studerer bunken af CV’er? Det giver Rekrutteringsanalysen 2019 svar på. Vi deler ikke kun den vigtige viden om virksomhedernes CV-screeningskriterier her, vi giver dig også vores 11 råd om, hvordan du udnytter den effektivt til at lave et skarpt CV.

Erhvervserfaring er din mest interessante jobsøgervaluta (88%)

Erhvervserfaring, dvs. hvor du har høstet erfaring, hvad du har løst af opgaver, og hvilke resultater du har skabt, er det, som suverænt flest arbejdsgivere kigger efter, når de screener CV’er (88%). Hele 92% af arbejdsgiverne i de store private virksomheder kigger først efter en kandidats erhvervserfaring.

Mængden og typen af din erfaring indgyder bestemte forventninger om, hvorvidt du kan klare opgaverne og ansvaret i et konkret job, og hvilke resultater du kan levere. Arbejdsgiverne søger efter den kandidat, som de vil være trygge ved at overlade opgaverne til. Hvis du har erfaring(en), er det bare nemmere og hurtigere for en arbejdsgiver at få dig til at blive selvkørende og levere resultater.

CV-screening_Dette_kigger_arbejdsgiverne_efter_i_dit_CV

CV-tip 1: Sørg for, at du – under dine ansættelser – fremhæver erfaring, der er relevant for det job, du søger. Hvis du lister for mange arbejdsopgaver op, fordi du gerne vil have det hele med, så risikerer du, at arbejdsgiveren ikke kan huske det vigtigste: Den specifikke erfaring, som er interessant for virksomheden.

CV-tip 2: Der bør også være sammenhæng mellem din erfaring, din beskrivelse af dine 3-5 nøglekompetencer under hvert ansættelsesforhold samt din profiltekst i starten af CV’et. Læs evt. mere om den gode profiltekst i CV’et her.

Halvdelen har uddannelse (49%) blandt top 3 screeningskriterier

Halvdelen af arbejdsgiverne angiver uddannelse (49%) som et af de tre forhold i CV’et, som de kigger efter først. De offentlige virksomheder er betydeligt mere optagede af din uddannelse (65%) end de små og store private virksomheder (40% og 44%). Vi vil anbefale dig, at du giver de informationer om din uddannelse, der er nødvendige og relevante set med virksomhedens briller.

CV-tip 3: Det skal fremgå tydeligt af dit CV, hvilken uddannelse du har. De kan være en idé at supplere med:

  • Dine fokusområder på din (vigtigste) uddannelse: x, z og y

  • Evt. en forklaring – i én linje(!) – der siger, hvad uddannelsen sætter dig i stand til.

  • En uddannelsestitel, der er til at forstå. Det kan godt være, at din uddannelsestitel lyder mere fancy på engelsk, men er lettere at afkode på dansk. Sørg for, at arbejdsgiveren ikke skal gætte sig til, hvad titlen på din uddannelse indebærer.

CV-tip 4 og 5: Er du nyuddannet, med knap så meget erfaring, kan du med fordel skrive, hvad dit faglige fokus var på din bachelor- eller kandidatuddannelse. Du kan også tilføje en (forståelig) titel på dit bachelorprojekt eller dit speciale. Ikke den lange (præcise) avancerede, kryptiske akademiske titel. Skriv så man hurtigt afkoder emnet.

Vi kan også anbefale dig at præsentere en snert af resultatfokus – ikke nødvendigvis ved at fremhæve dine gode karakterer, men meget gerne 2-3 relevante kompetencer, som du har opnået. Du kan blive lidt klogere på, hvilke generelle kompetencer akademikere har tilegnet sig via deres universitetsuddannelse i dette blogindlæg.

CV-screening_top_3_screeningskriterier

Dine ansættelsers varighed (49%) fortæller, om du er en ”risky” kandidat

Rekrutteringsanalysen viser desuden, at halvdelen af arbejdsgiverne også kigger efter ansættelsesvarighed (49%). Særligt de store private virksomheder er fokuseret på dine ansættelsers varighed (57%).

Hvis du har flere kortere ansættelsesforhold, vil mange arbejdsgivere måske spekulere over, om du performer dårligt, siden du ikke har været så længe i en eller flere virksomheder, eller om du er svær at fastholde i jobbet, fordi du hurtigt keder dig og hopper videre. Det er samtidig dyrt at fejlrekruttere en medarbejder, ligesom det tager tid at få en ny medarbejder ombord, så arbejdsgiverne har ikke lyst til at vælge en kandidat, hvor de allerede fra starten af er i tvivl om, hvorvidt vedkommende stadig er i virksomheden om et år.

Det vigtigste er, at du efterlader mindst mulig tvivl omkring årsagerne til de kortere ansættelsesforhold. To konkrete tips til at håndtere det:

CV-tip 6:  En elegant måde at få dine ansættelsers varighed til at syne længere kan være ved at udelade måneder og nøjes med at angive årstal, fx ”2014-2016”.

 CV-tip 7:  Det kan også være nødvendigt at angive årsagen til en ansættelsesophør, hvis du fx er blevet opsagt pga. nedskæringer. Det afmonterer en evt. advarselslampe hos arbejdsgiverne, der studerer dit CV.

Du skal ikke være helt lige så bekymret for dine ledighedsperioder i dit CV, for kun 16% af arbejdsgiverne har dette forhold i deres top 3 screeningskriterier, men det er en god idé at angive, hvilke væsentlige aktiviteter du har foretaget dig, som ikke nødvendigvis er en lønmodtagersituation. Du kan finde inspiration i vores artikel om CV-dilemmaer her.

Dine særlige kompetencer er i høj kurs (48%)

Det er også værd at bemærke, at knap halvdelen af arbejdsgiverne kigger efter særlige kompetencer som bestemte IT- og sprog-kompetencer eller kompetencer, der ofte vil fremgå af opslaget.

CV-tip 8: Overvej, om dine særlige kompetencer skal flettes ind i beskrivelsen af dine 3-5 nøglekompetencer, som er på første side i dit CV.

CV-tip 9: Dine særlige kompetencer behøver ikke at begrænse sig til dine sprog- og it-kundskaber, det kan også være beherskelse af x værktøjer eller maskiner, pædagogiske redskaber, projektledelse osv.

CV-tip 10: Er dine IT-kompetencer fx særligt vigtige i jobbet, så skal du ikke gemme dem på sidste side i dit CV – frem med dem. Arbejdsgiverne foretrækker i øvrigt, at dit CV ikke er længere end 3 sider (Rekrutteringsanalysen 2016).

CV-tip 11: Dine kompetencer skal tale ind i virksomhedens behov og den konkrete stilling.

Tag bestik af, at arbejdsgiverne både kigger efter din erfaring, uddannelse og særlige kompetencer. Det er den samlede pakke, der tæller. Magien opstår som regel, når arbejdsgiveren oplever, at din erfaring, uddannelse og særlige kompetencer tilsammen rammer ind i virksomhedens behov.

1 ud af 7 arbejdsgivere frasorterer automatisk

Mange rekrutteringssystemer beder om, at du fx angiver antal års erfaring, ansættelsessteder, uddannelse, dit køn og din alder, når du uploader dit ansøgningsmateriale. Måske du har tænkt på, om arbejdsgiverne mon frasorterer dig på baggrund af et af dine svar?

Vi har spurgt virksomhederne, om de automatisk sorterer i ansøgerfeltet på baggrund af nogle bestemte kriterier. Kun 14% af arbejdsgiverne benytter et HR- eller rekrutteringssystem til at automatisk at screene kandidatfeltet. Hyppigst sker det i det offentlige (17%) og i de store private virksomheder (16%) og i mindre grad i de små private virksomheder (9%). Så se blot at få søgt de jobs, du finder attraktive.

 

image_printUdskriv eller gem som PDF