Jeg havde aldrig troet, at en fyring ville vælte mig helt omkuld

”Jeg følte, at jeg intet var værd”. Så kort kan sidste efterår opsummeres for Søren Alwan. Han havde elsket sit job som pressefotograf gennem alle år, og det havde været det eneste, som han nogensinde ville være. Det var et job, hvor man blev et kendt ansigt i byen, og hvor ens arbejde fik masser af positiv opmærksomhed.

Selvom Søren havde sit drømmejob, havde han både en drøm og en plan for en anderledes karriere, hvis næste opsigelsesrunde skulle ramme ham. Han ville læse diplomingeniør i elektronik – i daglig tale elektronikingeniør. Han ville væk fra et jobliv, hvor jobusikkerheden var så stor.

”Jeg vidste godt, at min fyring i bund og grund var en excel-øvelse. Jeg havde ikke noget personlig forhold til den øverste chef, der traf beslutningen om, hvem der skulle fyres.”

Afstanden mellem den øverste ledelse og hverdagen på avisen gjorde, at Søren godt var klar over, at opsigelsen ikke handlede om ham eller om kvaliteten af hans arbejde. Derfor forventede han af sig selv, at det ville være lige til højrebenet at komme ovenpå fyringen.

Hans sidste 7 måneder som pressefotograf blev faktisk de bedste nogensinde. Men efter den sidste arbejdsdag, ramte virkeligheden.

Planen var ellers klar. For at søge ind på studiet, skulle han læse op på matematik.

Men han kunne ikke koncentrere sig. Mørke tanker sugede alt energi, og han følte sig som jordens største taber. Han mistede lysten til at tale med venner og ville helst ikke uden for en dør. Det var en sejr bare at komme ud at gå med hundene. Samtidig havde han dårlig samvittighed overfor sin kone, fordi han bare sad der, kiggede ud i luften og ikke magtede noget. Det var på alle måder et mørkt efterår

Musikken kom tilbage ved at bygge en guitarforstærker

Vendepunktet kom dog. Efter nogle måneder havde han en snak med sin kone, der pointerede, at han jo var mere end sit arbejde som pressefotograf. Ja, faktisk var det den del af ham, som var mindst vigtig for hende. Det vigtigste var alt det, der var uafhængig af hans arbejdsidentitet, som jo var det, Søren gik og kæmpede med.

Omkring samme tid havde hans fætters dreng fødselsdag. Han ønskede sig brændende en guitar og forstærker i gave. Søren besluttede sig for at bygge forstærkeren selv og lavede et velgørenhedsprojekt med at indsamle delene blandt venner, guitarentusiaster og musikhandlere.

Gaven vakte begejstring. Men den, der fik mest glæde af projektet, skulle vise sig at være ham selv. Pludselig var der nogle daglige opgaver, som skulle ordnes. Folk skulle svares og delene hentes. Projektets fremskridt var meget synligt, og i den proces begyndte Søren igen at føle, at han var god til noget.

Det betød, at tankerne drejede 180 grader, for måske var der alligevel nogen derude, der kunne bruge ham.

Samtidig gik det også op for Søren, at han savnede flere af sine gamle kollegaer. Han havde nok taget for givet, at deres relation kun handlede om arbejde. Nu gik det op for ham, at deres fællesskab stak dybere og havde givet ham energi. Så der var ikke andet at gøre end at mødes til kaffe – og derigennem komme tilbage i et givende fællesskab.

Energien kom lige så stille igen, og både hans jobkonsulent og karriererådgiver ved ballisager gav ham troen på, at matematikken nok skulle lykkes. Især gav det ro at få bekræftet, at det ikke var et vanvittigt projekt at komme tilbage på skolebænken i en alder af 50. Søren er i dag studerende. Han har ikke rørt sit kamera siden sidste arbejdsdag på avisen.