Sådan lægger du en employer branding-strategi
Leder du efter en guide til din employer branding-strategi? Så er du kommet til det rette sted.
Medarbejdere er den vigtigste ressource i en virksomhed. Desværre er det bare sjældent, at de gode kandidater vælter over hinanden for at komme ind ad døren. Derfor er du nødt til at give potentielle nye medarbejdere en klar idé om, hvad I står for og hvorfor jeres arbejdsplads er federe end konkurrenternes. Dét kræver en solid employer branding-strategi. Og den guider vi dig igennem her.
En ”employer branding-strategi” lyder måske fancy i dine ører, men det er egentlig ganske simpelt: Det handler om at præsentere jeres virksomhed fra sin bedste side. Til det formål skal I gå metodisk til værks og bl.a. definere formål, målgrupper og kanaler.
Mange virksomheder bliver utålmodige og vil have handling NU. De går direkte til eksekveringen og får produceret nogle flotte videoer af deres glade, hårdtarbejdende medarbejdere og lægger dem på hjemmesiden og LinkedIn. Udfordringen er, at der ofte mangler en forbindelse mellem den flotte video og virkeligheden. For hvis branding skal have en effekt, skal det være autentisk, realistisk og unikt. Dét kræver noget forarbejde – men vi lover, at resultatet bliver det hele værd.
Læs med her, hvor vi tager dig med gennem syv trin til en employer branding-strategi, som sikrer jer et rasende godt omdømme og tiltrækker cremen af de rette kandidater.
De syv trin til din employer branding-strategi:
#1 Problem, formål og mål
Hvilket problem vil I løse? I vil gerne tiltrække de bedste medarbejdere på markedet. Men I bliver nødt til at præcisere jeres ønsker lidt mere end det:
Vil I tiltrække mere kvalificerede medarbejdere inden for et specifikt fagligt område? Er virksomhedens geografiske placering en udfordring i forhold til at tiltrække arbejdskraft? Arbejder I med fag, hvor kandidatpuljen er lille? Blæser svingdørene jer omkuld, når nye medarbejdere kommer og går i ét væk? Og hvad har I i virkeligheden brug for – nyuddannede eller erfarne folk?
Definér, hvad I ønsker at opnå. Det giver jer et godt udgangspunkt for det videre arbejde.
#2 Analyse
Hvordan ser jeres employer brand ud i dag? Alle virksomheder har et – om det så er intentionelt og fintunet eller noget, der skete hen ad vejen. Vær ærlige og realistiske og bed jeres medarbejdere om at være det samme, når I spørger dem.
Der kan være guldkorn at hente, når I spørger forskellige medarbejdergrupper om, hvordan de oplever virksomhedens image – og hvordan de som ambassadører for virksomheden mødes af mennesker uden for den. Der er ofte væsentlige forskelle mellem, hvordan virksomheden tager sig ud fra forskellige vinkler, så skab et rum for ærlige iagttagelser fra både studentermedhjælperen, den mangeårige kollega og mellemlederne. Så får I et nuanceret billede af, hvor I skal sætte ind.
#3 Målgrupper
Hvem er jeres målgrupper, og hvad er vigtigt for dem? Er det nye medarbejdere – og i så fald inden for hvilke fag? Eller er det måske nuværende medarbejdere, som skal styrkes i troen på, at de er ansat det helt rigtige sted?
Mange virksomheder begår den fejl, at de skyder med spredehagl, når de vil brande sig selv. Det resulterer ofte i et rodet brand.
Præcisér, hvem I ønsker at tiltrække, så I kan tilpasse jeres kommunikation efter det.
#4 Value proposition
Hvorfor skal man arbejde hos lige præcis jer? Listen kan selvfølgelig laves uendelig, men begrænsningens kunst er en fordel for jer nu.
Formulér tre stærke årsager til, at man skal søge mod jeres virksomhed. Er der gode udviklings- og karrieremuligheder? Bidrager I særligt til FN’s klimamål? Har I indført fire-dages arbejdsuge eller flekstid for alle?
Hav jeres målgruppe i baghovedet, når I definerer jeres value proposition. Det er dem, I skal imponere.
#5 Kanaler
Hallooo? Er der nogen?
I kan have verdens fedeste arbejdsplads. Men hvis I ikke kommunikerer det ud via de rette kanaler, ender I med at have verdens fedeste arbejdsplads helt for jer selv.
Hvis I for eksempel gerne vil have fat i de unge, skal I måske på TikTok. Tilpas tonen efter, hvilke kanaler I er på, men sørg for at føre en rød tråd igennem dem. Man kan godt være sjov på TikTok, men hvis man derefter går ind på hjemmesiden og mødes af et interface fra 00’erne, er I lige vidt.
#6 Indhold
Hvordan skal kommunikationen se ud i praksis? Arbejd med de klassiske sproglige virkemidler som etos, patos og logos og med jeres tone of voice.
Tilpas jeres kommunikation efter, hvordan I gerne vil fremstå og hvem I gerne vil tiltrække. Vær nysgerrig på forskellige slags content, som kan vise virksomheden frem, fx videoer, artikler, opslag på sociale medier eller helt alternative kanaler.
#7 Evaluering
Følg op! Hvis I vil blive bedre, er I nødt til at evaluere og måle effekten af jeres employer branding-strategi. Her er der heldigvis gode digitale muligheder for at se, hvor i processen ansøgere falder fra.
Når I overvåger engagementet i jeres content, har I mulighed for at rette ind. Find en balance mellem at tilpasse jeres kommunikation efter jeres målgruppe og hvile i jeres brand. Autenticitet skinner igennem.
Del artiklen
Læs også
Disse relaterede artikler