Sådan forbereder du dig til jobsamtalen
Du står og skal til jobsamtale, men hvad skal du egentlig forberede dig på? Og hvad kan du forvente dig af en jobsamtale? Hele 68% af virksomhederne har typisk to eller flere samtaler i følge vores rekrutteringsanalyse 2021. Her kan du læse om, hvordan du forbereder dig bedst muligt til både første og anden samtale.
Der er stor chance for, at du i din jobsøgning møder en virksomhed, der har mere end én samtale i deres rekrutteringsproces. Der er dog forskel på den første og den anden samtale, og derfor er det noget forskelligt, du skal fokusere på i din forberedelse.
Den første samtale: Lad din faglighed og motivation skinne igennem
Undgå flosklerne og lad din faglighed og motivation skinne igennem. Den første samtale handler for virksomhederne om at få bekræftet og uddybet det, som du har skrevet i din ansøgning og dit CV. Det vil sige, at de til den første samtale typisk fokuserer på dine faglige kompetencer (62%) og motivation for jobbet (51%). Er det faglige match mon til stede, og har du lyst til at arbejde for netop denne arbejdsplads?
Motivation handler om at sætte sig ind i den pågældende virksomhed og lave et godt researcharbejde på forhånd. Gør det tydeligt, hvad der tænder din motivation hos netop denne virksomhed. Nævn fx også hvilke elementer i jobbet, der giver høj arbejdsglæde.
Forbered dig også på dine faglige kompetencer. Du har sikkert allerede udfoldet dem i dit CV, men nu vil der blive spurgt mere i dybden til dem. Faglige kompetencer kan være noget du har tillært dig gennem bl.a. uddannelse, arbejde og fritidsaktiviteter såsom fx projektledelse, præsentationsteknik eller specifikke marketing-discipliner.
Husk at det er dit ansvar at matche din profil med det, som virksomheden efterspørger og kaste lys på det, du kan bidrage med fremfor dine mangler. Skal du til en samtale, hvor din baggrund ikke matcher jobbet 100%, så sørg for at trække gode paralleller fra tidligere jobs til de arbejdsopgaver, som stillingsbeskrivelsen peger på.
Virksomheden vil selvfølgelig også have en fornemmelse af, hvem du er som person til den første samtale. Men du kan forvente, at det vil fylde mere på anden samtale.
Virksomhedens fokus på første samtale
Faglige kompetencer
Motivation for jobbet
-
Sociale kompetencer (32%) fx interaktion, evne til dialog mv.
-
Personlige kompetencer (30%) fx kreativ, analytisk mv.
-
Værdier (10%)
Kilde: Rekrutteringsanalysen 2021
Den anden samtale: Dig som person
Den anden samtale handler om dig som person og hvordan du passer ind på arbejdspladsen. Her er det dine personlige (53%) og sociale kompetencer (45%), der er i fokus.
Fortæl ærligt om dig selv, måske er det lige netop en type som dig, de mangler i teamet. De personlige kompetencer handler nemlig om, hvem du er som person, og hvad der er særlige styrker hos dig. Det kunne fx være, om du er kreativ, analytisk, struktureret, selvstændig, nysgerrig, detaljeorienteret, udadvendt, idérig mv. Det er helt okay at fortælle, hvad der udfordrer dig som person og i dit arbejde (selvfølgelig uden at hænge dig selv ud). Det beroliger faktisk arbejdsgiveren, at du er ærlig.
Gennem hele ansættelsesprocessen får virksomheden en fornemmelse af, hvordan dine sociale kompetencer er. Men det er først på anden samtale, at det bliver interessant for dem at dykke ned i, hvordan du agerer i interaktioner og din evne til at gå i dialog. Så sørg for at være nysgerrig og skab dialog med din (måske) kommende arbejdsgiver.
Virksomhedens fokus på anden samtale
Personlige kompetencer
(fx kreativ, analytisk mv.)
Sociale kompetencer
(fx interaktion, evne til dialog mv.)
-
Motivation for jobbet (36%)
-
Faglige kompetencer (32%)
-
Værdier (10%)
Kilde: Rekrutteringsanalysen 2021
Brug storytelling, når du fortæller om dine kompetencer
Mange virksomheder spørger ind til konkrete eksempler på kompetencer, så forbered gerne nogle eksempler, hvor du tidligere har sat specifikke kompetencer i spil. Her kan du bruge STAR(K)-modellen til at skabe små fortællinger om dine kompetencer i en relevant kontekst.
S – situation: Hvad var situationen? Beskriv den kort.
T – task (opgave): Hvad var opgaven eller udfordringen?
A – action (handling): Hvad gjorde du?
R – resultat: Hvad var resultatet? Hvilket resultat skabte du?
K – kompetence: Hvilke kompetencer brugte du?
Med denne model i hånden kan du hurtigt videreformidle en fortælling om dine kompetencer, så du er velforberedt til både 1. og 2. samtale.
Og husk; øvelse gør mester. Held og lykke med jobjagten.
Del artiklen
Læs også
Disse relaterede artikler