Bidrager dine rekrutterings-processer til funktionel stupiditet?

Går du efter at få fingrene i den kandidat, der sætter spørgsmålstegn ved dine grundlæggende antagelser og overbevisninger? Som overvejer de bredere følgevirkninger og betydninger af de opgaver vedkommende ansættes til at løse? Og som beder dig give gode begrundelser for, hvorfor du netop har prioriteret, som du har, i stillingsopslaget? Nej? Så er der stor risiko for, at dine rekrutteringer bidrager til endnu mere funktionel stupiditet. Rekrutteringsforsker Kathrine Møller Solgaard udfolder begrebet i dette blogindlæg og giver sit bud på en simpel løsning til at indskrænke udbredelsen af funktionel stupiditet i organisationen.

Mandag den 27. august holdt æresdoktor Mats Alvesson sin tiltrædelsesforelæsning på CBS med titlen: The Stupidity Paradox. The power and pitfalls of functional stupidity at work. Oplægget var baseret på bogen med samme titel, som han udgav i 2016 sammen med André Spicer.

Jeg (red. Konsulenthuset ballisagers erhvervsforsker, Kathrine) var tilstede til forelæsningen, hvor Alvesson fremlagde sin skarpe samtidsdiagnose af organisationslivet. Hans ord skabte genklang og har givet anledning til denne lille artikel om funktionel stupiditet som en rekrutteringsproblematik.

Du kan læse mere om, hvordan vi kan hjælpe dig med rekruttering her.

Funktionel stupiditet – hvad er det?

Før vi kan forstå, hvordan funktionel stupiditet og rekruttering har noget med hinanden at gøre, må vi starte med at forstå, hvad det er for et begreb, som Alvesson taler om. Ifølge Alvesson er funktionel stupiditet eller funktionel dumhed et udbredt fænomen i organisationer. Et fænomen, som både har fordele og ulemper – nok flest ulemper. Her er tre:

• Vi fokuserer på at løse vores arbejdsopgaver, men tænker inden for boksen.
• Vi fokuserer på at være kompetente, men undlader de bredere refleksioner om mening og formål.
• Vi fokuserer på at skabe gnidningsfrie relationer, og undlader de kritiske spørgsmål.

Kernen i stupiditetsparadokset

De tre ulemper afspejles af kernen i stupiditetsparadokset:

På kort sigt kan det være frugtbart at acceptere tvivlsomme beslutninger og godtage bullshit for at opnå hurtige resultater.

På lang sigt skaber det store udfordringer – for konformitet kan være farlig. Uden kritisk refleksion opstår nemt en lemmingeffekt, hvor vi, sat på spidsen, risikerer at følge hinanden ud over afgrunden.

Tre praksisser på arbejdspladsen forstærker den funktionelle stupiditet

Det er ikke svært at forestille sig, hvordan mange af arbejdspladsens yndede praksisser er med til at etablere dette stupiditetsparadoks

• Anerkendende ledelse, som konstant fordrer positive ytringer og tilkendegivelser - og samtidig risikerer at kvæle kritikken
• Bureaukratiske systemer, der sommetider opleves som tidskrævende og overflødige, men som vi lukker øjnene for og følger blindt.
• KPI'er, som i skrækscenariet repræsenterer et tal, man kæmper for at opnå - koste hvad det vil. 

Et eksempel på funktionel stupiditet

En af mine bekendte har arbejdet i en meget travl kundeserviceafdeling, der tager telefoner, og som skal leve op til bestemte KPI’er:

KPI 1: Opkald skal besvares inden for 30 sekunder.
KPI 2: Kun 5 % af kunderne må opgive og lægge på, mens de venter på at få en kundeservicemedarbejder i den anden ende af røret.

Teamet får på et tidspunkt så travlt, at de ikke længere kan leve op til de 30 sekunder – men kunderne lægger ikke på. De er tålmodige. For at leve op til begge KPI’er beder chefen derfor sine medarbejdere lade være med at tage telefonen, hvis de ikke når det inden for 30 sekunder. På den måde lykkes det afdelingen at balancere de to tal og leve op til KPI’erne.

Det er et rigtig godt eksempel på funktionel dumhed. Det tjener sit formål godt – at leve op til KPI’erne – men det er samtidig helt absurd.

Alvesson: Invitér kritikken indenfor

Men disse redskaber – KPI’er, anerkendende ledelse og bureaukratiske systemer – har også store styrker, og den funktionelle stupiditet, de bidrager til, er ifølge Alvesson netop funktionel – dvs. tjener sit formål godt.

Den funktionelle dumhed er en vigtig ressource, som skaber profit, og som i en vis grad er nødvendig for samtidens virksomheder. Dog anbefaler Alvesson, at vi begrænser den funktionelle dumhed ved at invitere kritikken indenfor og indføre refleksive rutiner på arbejdspladsen. Med et glimt i øjet foreslår æresdoktoren tilmed, at man spiller bullshit-bingo på kontoret og etablerer en antistupiditets-task force.

Gode bud – men et sted at starte kunne også være at se nærmere på vores rekrutteringsprocesser.

Skaber I de ”perfekte” forhold for funktionel stupiditet i rekrutteringen?

Vi er ofte dygtige til at ansætte den nemme løsning:

Én, der har erfaringerne, så vi skal investere minimalt, før vedkommende kan løfte sine opgaver. Én, der passer ind i vores kultur, som kan glide gnidningsløst ind i arbejdspladsens kollegaskab. Én, der fremstår positiv, motiveret og energisk, fordi vedkommende siger ja, ja og ja.

Funktionel dumhed er genialt for driften, den gode stemning – og opretholdelsen af status quo. For over for drift står altid udvikling.

Det umulige sker, når vi giver plads til at udfordre det bestående

Hvis din virksomhed skal gå forrest og skabe nye innovative løsninger, så kræver det, ja, at dine medarbejdere får lov til at gå nye veje. Her har vi brug for kritisk refleksion, produktive knubs og gnidninger samt en hel masse store, fede spørgsmålstegn, der udfordrer det, vi tager for givet. Som Rune Lykkeberg sagde i Radio Information den 17. august:

“Hvis aberne sad oppe i træerne og sagde: ‘Det er ikke muligt at komme ned på jorden og blive mennesker’, så havde vi alle sammen stadigvæk siddet oppe i træerne. Så det umulige sker jo!”

Det umulige sker, når vi giver plads til og dyrker de rum, hvor vi kan udfordre det bestående.

Den mulige løsning: Ansæt en kompetent og positiv kandidat, der tør råbe ”Bullshit!”

Hvis vores stillingsopslag, kravsspecifikationer og selektionsprocesser ikke rummer plads til, at vi kan blive udfordret på, hvad vi søger, når vi møder en interessant kandidat, så har vi skabt de perfekte forhold for, at funktionel stupiditet kan brede sig som en steppebrand på arbejdspladsen.

Kandidater og medarbejdere er kæmpe ressourcer – ikke mindst, når vi giver dem plads til at udfordre vores grundlæggende antagelser, overbevisninger og “sådan har vi altid gjort”-tænkning.

Det er tit ansættelsen af en “dark horse”, der fører til de største roser og julekort, som en af de rekrutteringskonsulenter, jeg har interviewet, fortalte mig. Så en opfordring herfra:

Ansæt den kandidat, der er kompetent og positiv, men som også overrasker dig, udfordrer dig og tør råbe bullshit!

Kathrine Møller Solgaard