Mads: Første uopfordrede ansøgning gav job

3 min. læsetid
18. januar 2024

Da Mads havde været ledig i 4 uger, blev han henvist til et særligt jobsøgningsforløb for akademikere hos ballisager. Her fik han øjnene op for et aldeles effektivt alternativ til de opslåede stillinger: uopfordret jobsøgning i sit eget, nære netværk. Det gav hurtigt et nyt job.

Mads Leonard Jensen blev færdiguddannet cand.mag. i filosofi tilbage i februar 2017. Efter 4 ugers jobsøgning blev han henvist til et jobsøgningsforløb hos ballisager, hvor han skulle deltage i workshops 30 timer om ugen.

Vi har stillet Mads fire hurtige spørgsmål, hvor han bl.a. fortæller dig, hvordan han lykkedes med at lande i et job som projektmedarbejder hos Dansk Telemedicin på sin første uopfordrede ansøgning – måske du kan lade dig inspirere til din egen jobsøgning.

Hvordan søgte du job inden forløbet hos ballisager?

Inden forløbet hos ballisager søgte jeg udelukkende opslåede stillinger, som jeg fandt via diverse jobagenter. Jeg var ikke specielt kræsen, så jeg søgte bredt. Men det gav ikke pote.

Hvad fik du ud af forløbet hos ballisager?

Det var godt at komme hos ballisager. Jeg kunne foregribe nogle af de faldgruber, som man kan se andre lander i – og som jeg selv var på vej til. som fx kun at søge opslåede stillinger.

Jeg blev også presset ud i nogle adfærdsændringer, som var med til at styrke min jobsøgning. Jeg søgte mere uopfordret, og jeg forsøgte mig også med at tage kontakt pr. telefon til virksomheder et par gange – noget der lå, og stadig ligger meget fjernt for mig.

Den moralske støtte og det sociale aspekt vægtede nok højest. Det at blive placeret blandt ligesindede, som støtter og guider hinanden gav det største boost. Det gjorde, at man ikke gav op, og det betød rigtig meget for mig.

Hvordan lykkedes du med at lande dit nye job?

Det job, jeg har landet, var faktisk et resultat af min første uopfordrede ansøgning. Jeg søgte netop det sted, fordi jeg gennem mit studiejob havde opnået en personlig relation til virksomhedens chef og ansatte. I mit studiejob havde vi nemlig hyret firmaet (=min nuværende arbejdsgiver) til at lave noget eksternt arbejde, hvor jeg sad med til udviklingsmøderne med dem – og derigennem fik jeg både opbygget en personlig og faglig relation til dem.

Chefen havde flere gange joket med, at jeg jo måtte skrive en ansøgning til dem, hvis jeg ikke kunne finde et job. Min ansøgning blev derfor en blanding mellem et svar på en intern joke, da jeg skrev, at han havde ret i, jeg ikke kunne finde noget, og en beskrivelse af, hvordan mine personlige og faglige kompetencer (meget komprimeret) kunne skabe værdi for dem.

I sidste ende var mine faglige kompetencer dog ikke det, der gjorde udslaget. Det var i stedet min og arbejdspladsens humor, etik og arbejdsmoral, der matchede. De besluttede sig for at hyre mig til at løse nogle specifikke arbejdsopgaver og samtidig give mig mulighed og frirum til at udvikle på stillingen i fremtiden.

49 %
Af arbejdsgiverne mener, at personlige kompetencer er vigtigst, når de udvælger en kandidat til første samtale
Kilde: Rekrutteringsanalysen 2013

Hvad er dit bedste råd til andre jobsøgere?

Hvis der er en virksomhed med en personlig/faglig relation, der kunne være spændende at søge, så tag fat i konkrete situationer, fælles arbejdsopgaver (eller jokes) og brug dem som eksempler for jeres fremtidige samarbejde. Det virkede for mig.

Ballisagers jobsøgningsforløb for akademikere i København

I København har vi fire forskellige jobsøgningsforløb for ledige akademikere. Forløbene strækker sig over 3-4 uger, hvor jobsøgerne deltager i hhv. 3 timer pr. uge, 10 timer pr. uge, 15 timer pr. uge eller 30 timer pr. uge.

Hvert forløb starter med en kort, generel introduktion, hvorefter jobsøgerne deltager i X antal workshops (afhænger af deres forløb) á 3 timers varighed. Samtidig har jobsøgerne mulighed for at arbejde aktivt med deres jobsøgning og anvende værktøjer fra deres workshops i praksis i en særlig AC-klub, hvor ballisagers konsulenter og de andre jobsøgere sparrer med hinanden.

Hver workshop har fokus på ét specifikt jobsøgnings-tema. Vi har bl.a. følgende workshops:

  • Det gode AC-CV & den skarpe ansøgning
  • Kompetenceafklaring
  • LinkedIn Basis & LinkedIn avanceret
  • Uopfordret jobsøgning
  • Forretningsforståelse
  • Det nye arbejdsmarked: Iværksætteri og freelance
  • Små- og mellemstore-virksomheder & overblik over AC-jobs
  • Jobsamtalen
  • Jobsøgning via netværk
  • Virksomhedsbesøg
  • Træning i virksomhedskontakt

image_printUdskriv eller gem som PDF