7 klassiske CV-dilemmaer: Sådan løser du dem

9 min. læsetid
18. januar 2024

De volder tit bekymringer og hovedbrud. Og hos nogle stjæler de nattesøvnen. I denne artikel gennemgår vi 7 CV-dilemmaer og giver dig inspiration til, hvordan du kan tackle dem og mindske dine bekymringer og arbejdsgivernes panderynker.

”Hvad og hvor meget skal jeg skrive?”

Det spørgsmål dukker næsten altid op, når du som jobsøger skal udarbejde dit CV. Som regel er det også et tegn på, at du er havnet i en situation, der ville få Mads Steffensen til at gnubbe sig i hænderne: Et vaskeægte dilemma.

Typisk handler dilemmaet om nogle opsigelsesdatoer, “huller” i dit CV eller et bestemt ordvalg, der potentielt kan vække bekymrede miner og spørgsmål hos arbejdsgiveren. Vi har samlet 7 af de mest udbredte CV-dilemmaer og giver vores bud på, hvordan du proaktivt kan håndtere dilemmaerne.

 
  • Derfor skal ”hullerne” i CV’et håndteres

    80% af virksomhederne læser CV’et først. Og 49% læser normalt ikke ansøgningen, hvis CV’et ikke er interessant (Kilde: Rekrutteringsanalysen 2017).

    Det betyder, at du ikke skal gemme den gode forklaring på dine huller i dit CV til din ansøgning, men tackle dem i dit CV. Ellers bliver din ansøgning måske slet ikke læst.

 

Dilemma 1: Jeg er opsagt – skal jeg skrive en slutdato i mit CV?

Hvorvidt du skal skrive en slutdato eller ej afhænger af situationen. Hvis du har passeret slutdatoen for dit ansættelsesforhold, anbefaler vi, at du skriver slutdatoen i dit CV. Befinder du dig i opsigelsesperioden, kan du godt vente med at skrive slutdatoen.

Der kan være mange gode grunde til, at man er blevet opsagt: Virksomheder går konkurs, omstrukturerer, outsourcer arbejdsopgaver eller mister markedsandele. Der er ingen grund til at skjule det, hvis du er afskediget pga. forhold i virksomheden. De er helt naturlige og kan ramme alle. I sådanne tilfælde kan du derfor sagtens angive en slutdato.

En slutdato er ikke lig med en afskedigelse

Nogle vælger selv at sige op. Der kan være mange fornuftige og interessante grunde til at sige sin stilling op. Skriver du en slutdato i dit CV, kan man altså ikke pr. automatik udlede, at du er opsagt. Du kan dog godt forvente, at en arbejdsgiver er nysgerrig efter at vide, hvorfor du ikke længere er ansat i den pågældende virksomhed, så du skal selvfølgelig have tænkt over, hvad du vil svare.

“Jeg er blevet afskediget, men har flere måneders opsigelse”

Er du blevet opsagt – f.eks. pga. samarbejdsvanskeligheder – men med løn i flere måneder, kan du godt vente med at angive en slutdato i dit CV, til du har passeret din sidste arbejdsdag i ansættelsesforholdet.

I opsigelsesperioden kan du drage fordel af, at du kan blive betragtet som ansat uden at snyde på vægten. Og du kan måske komme uden om en dårlig reference, idet alle recruitere gerne vil respektere, at der ikke trækkes reference hos en nuværende arbejdsgiver.

Overvej dog, hvis du bliver kaldt til jobsamtale, at åbne op, så din arbejdsgiver ikke pludselig finder ud af – efter du er ansat – at du blev afskediget i din tidligere stilling. Det vil nok svække din arbejdsgivers tillid til dig.

Det er legitimt at sige, at man ikke befinder sig så godt i den virksomhed, man søger væk fra, og at samarbejdet har en ophørsdato ikke langt ude i fremtiden. Her er tre simple kommunikationsråd:

  • Undgå at gå i detaljer, når du skal beskrive ophørsårsagen.

  • Omtal din chef eller kollegaer, med hvem dit samarbejde ikke har fungeret, med respekt.

  • Fortæl evt., hvad godt samarbejde er i dine øjne, og hvordan du bidrager til det.

 

Og ja, gu’ er det en ubehagelig situation at blive opsagt, men husk, at det ikke klæder nogen at smække med døren, at kritisere andre eller at være negativ. Du skal fremstå attraktiv overfor din nye arbejdsgiver – ikke indebrændt og bitter.

Juraen siger: Du er ikke juridisk forpligtet til at skrive en kommende slutdato i dit CV. Uanset årsagen til ansættelsesforholdets ophør. Er din ansættelse derimod ophørt, vil det at udelade slutdatoen være at omgå sandheden – og det er uheldigt.

Skriv aldrig ophørsårsager i dit CV

Vores anbefaling ift. dit CV er klart:

Skriv aldrig ophørsårsager i dit CV. Der er ingen grund til at sætte det på dagsordenen. Det fylder læsningen med dårlige vibes. Og recruitere forventer ikke en årsagsbeskrivelse. Det vil tænde mange advarselslamper, hvis det fremgår, så vi vil ikke anbefale, at du skriver det.

Har afskedigelserne medført, at du kun har været ansat i korte perioder, kan du få glæde af at læse dilemma 3. Har afskedigelserne resulteret i huller i dit CV, så spring gerne ned til dilemma 4.

 

Dilemma 2: Jeg har selv sagt op – skal jeg skrive det?

Der kan være mange gode grunde til at opsige sin stilling og søge nye græsgange:

  • Du har en drøm, du vil udleve?

  • Rejst jorden rundt?

  • Startet eget firma?

  • Lavet noget andet interessant?

 

Det vil formentlig fremgå af dit CV, hvis du har sat dig for at forfølge dine drømme. Har du tænkt på, at ”Curriculum Vitae” betyder livsforløb? Dit CV indebærer dermed også en oversigt over de drømme, du udlever, eller de veje, du går.

Er årsagen til, at du har sagt op begrundet i dårligt arbejdsmiljø, så er vores råd det samme som tidligere: Skriv ikke ophørsårsagen – ej heller i positive vendinger – gem den til jobsamtalen, hvor du kan sætte ord på den – men kun hvis du bliver spurgt.

Hvis du bliver spurgt til en jobsamtale, kan du overveje at fortælle, at jobbet ikke levede op til dine forventninger, eller at du ikke fik de opgaver, du var blevet lovet, hvis det er tilfældet. Men hold det kort. Og undgå for Guds skyld at tale negativt om din tidligere eller nuværende arbejdsgiver og kollegaer.

 

Dilemma 3: Jeg har mange korte ansættelser – hvordan formidler jeg det?

Rastløs eller en dårlig performer. De signaler kan du godt komme til at sende med dit CV, hvis det rummer mange korte ansættelser, som f.eks. er 1,5-2 år lange. Og det er jo både uheldigt og utilsigtet.

I 2018 spurgte vi virksomhederne, hvad de vægtede mest negativt i en ansættelsesproces blandt 10 elementer. Her pegede flest af virksomhederne (76%) på ”mange korte ansættelser”.

 
CV turnoffs og dilemmae
 

Find fællesnævneren og sammenhængen

Har du mange korte ansættelser på dit CV, kan du med fordel adressere det i dit resumé, så du kommer arbejdsgiverens skepsis i forkøbet. Det altoverskyggende positive ville være, hvis dine mange skift er en konsekvens af bevidste valg – er de det, så beskriv det. Er dine mange korte ansættelser ikke det, så vend dem til noget positivt f.eks. ved at gøre to ting:

 
  • 1. Se sammenhængen og sæt ord på den. Er der en sammenhæng mellem dine værdifulde erfaringer og kompetencer, du har tilegnet dig på baggrund af stillingerne, og de kompetencer, den nye medarbejder skal have? Beskriv dine relevante kompetencer i resuméet. Du kan også lave en liste med 3-5 nøglekompetencer i dit CV.

  • 2. Find fællesnævneren for dine forskellige ansættelser. Har du prøvet kræfter med forskellige brancher, funktioner eller opgaver, så er der måske alligevel en ting, der går igen i dine (korte) ansættelser? Det kan være, at kundekontakt, faglig formidling, administration eller noget helt andet udgør en værdifuld ”rød tråd” i dine forskellige ansættelsesforhold.

 

Hjælp arbejdsgiveren med at se dine kvaliteter – dvs. at du er et godt match – ved at skabe en rød tråd i dit arbejdsliv på trods af dine mange korte ansættelser. Identificér den gode fortælling om dig selv, der får dig til at stå stærkt i forhold til det job, du søger. Ved at adressere fællesnævneren i dit resumé kan du forsøge at påvirke, hvordan arbejdsgiveren ”læser” dit CV – og dermed fjerne fokus en smule fra de andre potentielle advarselslamper.

Dine resultater og værdi skal sælge dig

Et resumé på 3-5 linjer er ikke meget plads til at overbevise virksomheden om, at du er et godt match, så vær opmærksom på at få dine ansættelser – under afsnittet ’Erfaring’ – til at styrke opfattelsen af dig som et godt match: Når du beskriver dine resultater og den værdi, du bidrog med i de konkrete ansættelsesforhold, kan du forsøge at beskrive din værdi på en måde, så du er interessant og relevant ift. den konkrete stilling og virksomhedens behov. Til jobsamtalen kan det være nødvendigt at uddybe:

  • ”Fællesnævneren” og ”sammenhængene” fra dine tidligere stillinger med eksempler

  • Hvordan ansættelserne har udviklet udvalgte personlige og faglige kompetencer, der er relevante i det nye job

  • At de korte ansættelser har været et bevidst valg og forklare hvorfor

 

Dilemma 4: Jeg har huller i CV’et – hvordan tackler jeg det?

Der kan være forskellige grunde til, at man har huller i sit CV – de kan være selvforskyldt eller forvoldt af ydre faktorer (virksomhedskonkurs, nedskæringer, opsigelse pga. sygdom). En lavpraktisk måde at håndtere huller i dit CV er ved at slette måneder og nøjes med at angive årstal. Se eksemplet her:

 
  • Eksempel med huller
    Januar 2017 – december 2017: Sekretær
    December 2015 – juli 2016: Administrativ medarbejder
    Oktober 2013 – januar 2015: Sekretær

  • Eksempel uden huller
    2017 – : Sekretær
    2015 – 2016: Administrativ medarbejder
    2013 – 2015: Sekretær

 

Har du stadig huller efter denne fremgangsmåde, kan du overveje at skrive meget kort (1-2 linjer), hvad du har brugt din tid på i den pågældende periode:

  • Har du f.eks. holdt dig opdateret på dit fag? Hvis ja, hvordan?

 

Et godt råd er at udfylde hullerne med væsentlige aktiviteter, som ikke nødvendigvis er en lønmodtagersituation:

  • Har du (haft) tillidsposter?

  • Bestyrelsesarbejde?

  • Egen virksomhed?

 

Husk, at det, du forklarer, skal styrke arbejdsgiverens opfattelse af dig som en attraktiv kandidat til det job, du søger. Så tænk: Er det noget, der lyder interessant for en arbejdsgiver? Hvis ikke, så er det nok klogt at slette.

 

Dilemma 5: Jeg er gået ned med stress i mit sidste job – skal jeg fortælle det?

Ja og nej.

Svaret er ”Ja, helt sikkert”, hvis du er sygemeldt – f.eks. med arbejdsrelateret stress – men søger job. Du har faktisk pligt til at oplyse den ansættende virksomhed om det. Skriv det ikke i CV’et, men nævn det, når du kommer til samtale.

”Jeg er blevet rask igen!”

Er du raskmeldt, vil vi ikke anbefale dig at skrive om din stress i dit CV – det er for tidligt i rekrutteringsprocessen. Det kan til gengæld være vigtigt at få den italesat længere henne i forløbet, når der er etableret et tillidsforhold og et personligt billede af dig som person.

Er du kommet ovenpå igen og tilbage på arbejde, så er det formentlig de færreste arbejdsgivere, der ser på dig med skepsis, hvis du ikke har angivet din stress i dit CV. Når det så er sagt, så er stress en folkesygdom, og den interesserer arbejdsgivere. Du kan derfor godt forvente at blive spurgt ind til, hvordan du håndterer en travl dag med mange opgaver osv. Her kan du overveje at beskrive din historie ultrakort og være ærlig og konstruktiv, så arbejdsgiveren fornemmer, at du er kommet godt ud på den anden side. Men jo længere tid du bruger på at fortælle om det, jo mere kommer det højest sandsynligt til at fylde hos arbejdsgiveren, så hold det kort.

Fokusér på din faglighed, ikke din stresshistorie

Summa summarum skriver du om din stress i dit CV, risikerer du, at læseren begynder at tænke ”Nå, det er ligefrem en del af identiteten, nu når det skal nævnes med det samme.” Og det er ikke hensigtsmæssigt. Så fokusér på din faglighed i stedet for.

Praktisk: Du er ikke forpligtet til at skrive i dit CV, at du har været sygemeldt med stress. Lider du derimod af en sygdom, der vil have stor betydning for din arbejdsdygtighed – f.eks. arbejdsrelateret stress – men søger job, så har du pligt til at oplyse den ansættende virksomhed om det, ikke i CV’et, men til en jobsamtale. Det har en landsretsdom slået fast. Det kan du læse mere om den her.

 

Dilemma 6: Skal jeg skrive/sige, at jeg er gravid?

Din graviditet har ikke noget med dine kvalifikationer, kompetencer eller egnethed til jobbet at gøre. Og netop derfor er det vores anbefaling, at du ikke nævner din graviditet i dit CV.

Du kan derimod overveje at oplyse om din graviditet, hvis du får tilbudt jobbet (og inden du skriver under på en kontrakt), for at forhindre at din nye arbejdsgiver vil føle sig snydt.

 

Dilemma 7: Skal jeg skrive min alder på mit CV?

Undlader du at give oplysninger om din alder, vil en arbejdsgiver formentlig lede efter informationen. Og finder arbejdsgiveren ikke svaret, vil det måske blive et irritationsmoment eller stjæle fokus fra noget langt vigtigere, nemlig din erfaring. Så vores råd er: Anfør din alder. Gør du det, viser du også, at du står ved den. Og det er et godt signal.

Giv myterne modspil

”Min alder er en barriere” eller ”Jeg bliver sorteret fra pga. min alder”. Vi oplever jævnligt, at kandidater med en fødselsattest af ældre dato har disse tanker om sig selv. Og om arbejdsgiverne. Er du en af dem, så vil vi opfordre dig til at se på dine mange kvaliteter og huske på, at knivskarpe, opdaterede kompetencer og motivation ALTID er i meget høj kurs hos arbejdsgiverne.

Har du 2, 3, 5 eller 10 gode år i dig endnu på arbejdsmarkedet? Så kan du evt. skrive det kort i dit CV eller i din ansøgning. Dit engagement, din fortælling om dig selv og dine bedrifter fortæller også en arbejdsgiver, at du er værd at holde fast i. Foruden dit drive, så kan du også tilbyde en arbejdsgiver erfaring fra et langt arbejdsliv, der slår de flestes. Måske har du også specialiseret viden?

 

Skriv ikke, at du er nyuddannet

Er du nyuddannet? Så skriv det hverken i overskriften i dit CV eller i de første linjer i dit resumé. Lad i stedet arbejdsgiveren få syn for, at du er kvalificeret på baggrund af dine kompetencer og din motivation for jobbet og virksomheden. Du kan også trække på din faglighed, dit speciale, frivilligt arbejde, dine karakterer og dit studiejob, hvis du har haft et.

Rigtig god jobsøgning!