Læsetid: 17 min.

Du er leder med erfaring i den tungere del af ledelseslaget. Du har sikkert været vant til at lede andre ledere i tidligere jobs. Nu er du på udkig efter dit næste job og har nok allerede opdaget, at lederjobs, der matcher lige netop din profil, ikke nødvendigvis hænger på træerne.

For selvom der ugentligt, ja dagligt, bliver slået et utal af ledige stillinger op landet over, så rammer der, måske hvis du er heldig, et par friske jobopslag til lederstillinger ned i din turban. Når du så endelig finder dit match, så ved du sikkert også, at en rekrutteringsproces til en lederstilling er både mere omfattende og stiller højere krav til dig.

Så hvordan skal du agere? Det vil vi give dig gode råd til i denne artikel. Du får indsigt i rekrutteringsprocessen og 6 konkrete råd til din jobsøgning, når lederrådgiver Jørgen Carstens deler ud af sine mange års erfaring med rådgivning af ledere i deres jobsøgning.

Typiske udfordringer for den jobsøgende leder

  1. Der er færre ledige stillinger at søge. Både fordi der generelt er færre lederstillinger derude kontra almindelige stillinger, men også fordi der typisk er flere ”skjulte jobopslag”, som ikke bliver slået op.
  2. Du kommer formentlig igennem en mere omfattende rekrutteringsproces, når du ansøger om en lederstilling, og vil typisk møde headhuntere og rekrutteringsbureauer som første kontaktpunkt
  3. Der stilles større krav til kandidater, der søger en lederstilling. De bliver ofte testet mere i rekrutteringsforløbet fx både personlighedstest, IQ og faglige cases.

Hvis du derimod vælger at søge ”ned af stigen” og ikke ser dig selv i en lederstilling fremover, så kan der også være udfordringer for dig. Rekrutteringsanalysen 2020 viste nemlig, at virksomhederne er bekymrede både ift. ansøgerens motivation for et ikke-lederjob (24%), ansøgerens forventede lønniveau (31%), og om lederen nu kommer til at savne det ledelsesmæssige ansvar (34%).

På trods af det, så er der faktisk meget få dårlige erfaringer hos virksomheder, der ansætter tidligere ledere i ikke-lederjobs, hvor kun 4% har dårlige erfaringer.

Det kan du forvente af rekrutteringsprocessen

Det kan være første gang i mange år, du skal til at søge job. Måske har du aldrig været på jobmarkedet efter et lederjob før, men været i samme stilling eller virksomhed i mange år, hvor du har arbejdet dig op ad karrierestigen. Det kan også være, at du tidligere er blevet headhuntet.

Uanset din situation, kan det være en god idé at være bevidst om, hvad du står overfor, så du kan forberede dig bedst muligt.

Så hvad kan du forvente af en rekrutteringsproces?

  • Det motiverede CV – som erstatter ansøgningen
  • 3-4 interviews er ikke unormalt
  • Personprofil – at forstå sit adfærdsmønster og kompetencer
  • Kognitiv test – evnen til at løse opgaver indenfor komplekse matematiske og logiske opgaver samt kommunikative færdigheder
  • Cases
  • Referencer
  • Garanti

”Lederens første kontaktpunkt i jobsøgningen vil typisk være headhuntere eller rekrutteringsbureauer. Noget af det jeg oplever er, at mange ledere glemmer at spørge ind til garantien, som ligger bag. Og det kan altså være en vigtig detalje, hvilken rolle en headhunter eller rekrutteringsbureau spiller for virksomheden i rekrutteringsprocessen.”

Jørgen Carstens, ledelsesrådgiver, Konsulenthuset ballisager

  • Tip 1: Få altid indblik i garantien

Spørg tidligt ind til, hvilken rolle rekrutteringsbureauet eller headhunteren spiller. Altså – skal de blot finde kandidater, og så er de ude af processen igen? Eller følger de processen helt til dørs med både interviews, tests og onboarding, og stiller de en garanti for, at det er den rigtige kandidat, de har fundet?

Ved at få forventningsafstemt tidligt i forløbet ved du også, hvilke aktører der er en del af processen. Nogle ser headhuntere og rekrutteringsbureauer som en spiller, som man bare ”skal forbi”, men de kan faktisk lige så vel være en længerevarende samarbejdspartner for virksomheden og ledelsen.

Er det sidste tilfældet, skyder man sig selv i foden ved at tænke rekrutteringsbureauet som en interessent, som man bare skal forbi. De kan være ligeså vigtige som selve virksomhedens kontaktpersoner.

Hvor finder du lederjobbet? Om jobportaler, netværk og LinkedIn

For mange ledere er jobmarkedet og det at være jobsøgende en helt ny disciplin. Måske stifter de bekendtskab med den for første gang i mange år. Det kræver, at man både er strategisk, men i høj grad også får eksekveret i sin jobsøgning.

”Jeg hører ofte, at jobsøgende har en jobagent tilknyttet Jobindex og holder øje med stillinger, der bliver slået op på LinkedIn. Og det virker for nogle.

Men specielt for lederstillinger, som der ikke er mange af, kan det være en god idé at gøre noget mere proaktivt, for at der ugentligt er relevante lederstillinger tilgængelige.”

Jørgen Carstens, ledelsesrådgiver, Konsulenthuset ballisager

Der er flere måder at skabe et godt flow af relevante lederstillinger i din jobsøgningsperiode. Som jobsøgende leder vil du bl.a. typisk møde headhuntere og rekrutteringsbureauer som første kontaktpunkt. Derfor skal du også indregne netop disse i din jobsøgning.

  • Tip 2: Gør headhuntere og rekrutteringsbureauer til en del af dit netværk

Du skal til at researche i ældre jobopslag på diverse jobportaler og lægge mærke til, hvem der tidligere har lagt lederstillinger op i dit område. Det vil i høj grad være rekrutteringsbureauer, og der vil helt sikkert være en kontaktperson i opslaget, som du med fordel kan række ud til eller inddrage i dit netværk fx på LinkedIn.

På den måde får du udvidet dit netværk med relevante headhuntere og rekrutteringsbureauer i dit område, som på sigt potentielt kan blive vigtige brikker i dialogen om dit næste lederjob.

  • Tip 3: Skab dit eget job

Der er mange typer af ledere og forskellige brancher, hvilket er en af udfordringerne, når du skal søge job som leder. Men det kan samtidig også blive din styrke, hvis du vil ud og skabe dit eget job. Hvis du har en hel unik viden eller ledelseserfaring inden for et bestemt område, kan det være din indgang til at skabe dit eget job.

I din research på interessante virksomheder kan det være du spotter et uudnyttet potentiale for virksomheden, som du vil kunne stå i spidsen for. Det kan være et nyt marked, en ny tilgang eller noget helt tredje. Gør dit forarbejde, og ræk så ud til virksomheden for at gå i dialog.

  • Tip 4: Find jobdatabaser inden for din niche

Du kender sikkert JobIndex og jobcenterets jobnet. Men der er mange jobdatabaser derude, som specialiserer sig inden for bestemte stillingstyper såsom ledere eller inden for specifikke fagområder. Hvis du kun har dit CV liggende et eller to steder, vil resultatet naturligt nok blive færre stillinger, der matcher dig.

Hav dit opdaterede CV liggende på flere jobdatabaser. Afhængig af din profil og branche kan det fx være: Altinget, Stepstone, Djøf, LederIdag.dk, Det grå guld eller relevante fag- og brancheforeninger.

  • Tip 5: Tjek virksomhedernes hjemmesider for ledige stillinger

Nogle lederstillinger rammer aldrig jobportalerne eller LinkedIn, men bliver besat fra virksomhedens egen hjemmeside og deling i personlige netværk. Der kan altså sagtens putte sig nogle interessante stillinger inde på virksomhedernes egne sider med “Ledige stillinger”.

Så sørg for at have en liste med de virksomheder, som du synes kunne være interessante at arbejde hos, og besøg jævnligt deres ledige stillinger.

  • Tip 6: Gør din LinkedIn-profil søgbar

Lad jobbet komme til dig. Når ballisagers rekrutteringsafdeling skal finde kandidater for vores kunder, så er minimum én af kandidaterne fundet gennem et grundigt researcharbejde. Det er det, vi kalder for ’Search’. Her har research-teamet fundet kandidaten gennem bl.a. LinkedIn.

Dét kan potentielt være dig. Derfor skal du sørge for, at din LinkedIn-profil er nem at finde på de relevante nøgleord, der beskriver dig. Det kan du gøre både i afsnittet om kompetencer, i din titel og i dit resumé.

Få gode råd til optimering af din LinkedIn-profil.

  • Tip 7: Tænk i alternative brancher og stillinger

Måske har du et langt arbejdsliv bag dig inden for en specifik branche eller stilling. Derfor kan der være nogle blinde vinkler i din jobsøgning, som gør, at du automatisk søger mod samme stillinger og branche.

Forsøg at tænke ud af boksen og kombinér dine kompetencer med nye områder eller brancher. Det kan være en fordel at få sparring fra nogle udefra. Det kan være en god ven eller en jobrådgiver, der kender jobmarkedet og kan inspirere dig i nye retninger, som du måske ikke selv er bevidst om.

Er du jobsøgende leder og tilknyttet et jobcenter?

Så læs mere her om ballisagers lederforløb.

Jørgen Carstens
Jørgen CarstensKarriere- og ledercoach

Vil du høre mere?

Lad os tale sammen, hvis du er interesseret i at høre mere om vores forløb til ledige ledere. Det er naturligvis uforpligtende.

image_printUdskriv eller gem som PDF